I forbindelse med Woodstockfestivalens 40års jubilæum blev der udsendt nogle dobbeltcd’er med fællesoverskriften The Woodstock Experience. Columbia Records stod for udgivelserne, der talte navne som Sly & The Family Stone, Santana, Jefferson Airplane, Janis Joplin og Johnny Winter. Her i weekenden har jeg haft mulighed for at lytte til sidstnævnte udgivelse.
Dengang i 1969 var albinoen med det lange hvide hår Talk of the Town i blueskredse, men hans optræden søndag aften på festivalen var ikke med på den første film om festivalen. Først siden, da festivalen blev mytologisk og dermed også en profitabel industri, kom Winters (og andres) optræden i søgelyset. Således dukken Winter op på bonusdisken (!) på Woodstock 40th Anniversary dvdudgivelsen.
I musikhistoriens bakspejl kan man godt undre sig over prioriteringen, for det er et forrygende sæt Johnny Winter leverede at dømme efter pladen. Men det handlede nok om at få de i forvejen kendte navne frem i markedsføringens lys mere end om at dokumentere festivalens musikprogram som sådan. Det er således sjovt at tænke på, at Alvin Lee og Ten Years After fik deres store internationale kanongennembrud med “Going Home” på Woodstock – i filmen og på det første soundtrack. Hvad ville det ikke have betydet for Johnny Winters karriere, hvis hans bidrag havde fået samme eksponering?
I hvert fald står hans rockede slide-bluesguitar frem i sammenligning med andre guitaristers præstationer på hippiefestivalen. Sammen med Winters fine bidrag får man hans første soloalbum med i købet – som cd-replika uden ekstrafyld og med kopi af det originale røde grammfonpladelogo. Anbefales yndere af bluesrock i almindelighed og Johnny Winter i særdeleshed.
@Torben Bille: Tak for uddybningen. Mon den piratudgivelser er til fals endnu? 😉
Der blev backstage kæmpet fra hus til hus om optagelsesrettighederne. Johnny Winter var en af dem, man ikke nÃ¥ede at fÃ¥ clearet, fordi datidens super-impressarioer, Vestkystens Bill Graham og Østkystens Albert Grossman, tog al opmærksomheden. Winter spillede mellem The Band og Blood, Sweat & Tears. Sidstnævnte var festivalens højest betalte, men ville have menneskepenge for at medvirke pÃ¥ den oprindelige film/lydspors-lp, og da de i forvejen stak ret meget ud i forhold til resten, f.eks. spillede de røven ud af bukserne pÃ¥ de fleste hippier og bar figurskjortede skjorter, var der ingen, der gad investere kræfter i den kontrakt. The Band, som i mere end en forstand var pÃ¥ hjemmebane, ville ogsÃ¥ have flere penge end der sÃ¥ ud til at være… Begges optrædender findes pÃ¥ en 12 cd-boks, der rummer alle festivalens optrædende. Der er naturligvis tale om en piratudgivelse, shhh…