På min lille tændstikæskestore mp3-afspiller ligger nogle audiorips af mine Don McLean-plader. Nej, ikke American Pie, men Homeless Brother og Playin’ Favorites, der begge kom efter pladen med American Pie og Vincent, de to sange, der gjorde mande berømt og blev et åg for ham siden hen. Don Mclean, der i øvrigt besøger Horsens inden længe, er også en af dem, der er dalet på stjernehimlen, men er fortsat med at lave gode sange og plader, selv om pladeanmelderne ikke altid har været venlige i deres jagt på nyt. Men Don Mclean er en fin traditionalist, der skriver personlige sange, som han afleverer med sin bløde stemme. Og det må han for min skyld godt blive ved med.