Socialdemokratiske uvaner: Frank Jensen

Author:

Tro det eller ej. Engang var Socialdemokratiet inspireret af Karl Marx og hans tanker om den kapitalistiske samfundsøkonomi. Det er mange år siden. Faktisk mere end hundrede år siden. Og siden dengang har partiet lagt mere og mere afstand til sin fortids ideologiske grundlag. Det seneste hamskifte blev forsøgt, da Poul Nyrup Rasmussen efter en beskidt intern magtkamp med Svend Auken kom til magten og forsøgte at Blairificere det gamle arbejderparti, der siden blev en lønmodtagerparti og nu vel forsøger at skræve over vælgergabet i midten.

Men noget er forblevet, som det længe har været. Nepotismen, det misforståede kammerateri og pamperiet trives i bedste velgående. I visse kredse af partiet er det vigtigere, at man bærer et lille rødt medlemsemblem i reverset, end at man har nogle kvalifikationer, der passer til det job, man skal bestride. Det seneste skræmmende eksempel kommer fra København, hvor Frank Jensen er afløser for Ritt Bjerregaard som overborgmester.

Jensen har markedsført sig selv som fornyer. Men fornyelse gælder i hvert fald ikke de nepotistiske og pamperistiske metoder. Allerede inden Jensen formelt er trådt til, er en række politiske venner blevet ansat på rådhuset efter en fremgangsmåde, der bryder med gængse procedurer og spilleregler for ansættelse i et offentligt embede. Dagbladet Information har gennemgået sagens beskidte detaljer. Og man sidder tilbage med et indtryk af, at den socialdemokratiske fornyelse mest af alt drejer sig om udvendig makeup og spin. I kernen er alt ved det gamle. Magtbrynde, pamperi, nepotisme osv. Hvad mon Helle Thorning mener om den sag? Det kunne være interessant at få at vide, inden vi skal til stemmeurnerne igen.[link]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *