Thunder Road åbner Bruce Springsteens hovedværk Born To Run (1975), og mundharmonikaen i starten af sangen sender automatisk tankerne hen på Bob Dylan. Den Dylan, som det er svært at komme uden om i amerikansk – ja, vesterlandsk – populærmusik i det 20. og 21. århundrede, og som Springsteen også blev målt med.
Men med Born To Run kastede han for alvor den påtvungne rolle som “Den Ny Dylan” af sig – uden dog at forkaste arven. Selv om de to foregående plader, Greetings from Asbury Park, N.J. og The Wild, the Innocent & the E Street Shuffle var og er fremragende plader, der begejstrede blaserte kritikere og gav store løfter for fremtiden, så var det med Born To Run, Springsteen for alvor trådte i karakter som en af de store amerikanske sangskrivere inden for sit felt, rockmusikken. Det er er her på denne plade han finder en personlig form til de mange musikalske kilder, der strømmer gennem hans musik.
Pladen er også Springsteens første stort anlagte produktion. Hvor de to foregående blev lavet på low budget-vilkår, så fik den ikke for lidt, da Born To Run blevet indspillet i datidens prestigefyldte, high-tech-studier i Record Plant i New York. En næsten svulstig lyd, der giver mindelser om Phil Spector, med lag-på-lag af instrumenter og ekkoeffekt skaber en imposant ramme for Springsteens arketypiske sange om sjælens ubodelige ensomhed, rastløsheden, frihedstrangen, uskyldstabet, den tabte ungdom osv. Hos andre ville produktionen være for meget, men hos Springsteen passer den fint til det både melodramatiske, drømmeriske og realistiske tekstunivers og til selve passionen, som er drivkraften i musikken.
Springsteen står på skuldrene af de forgængere og samtidige for hvem musikken er mere end blot underholdning til AOR-radiostationerne. Hos Springsteen går der en direkte forbindelse til den tidlige rock’n rolls unge desperadoer, der lod al deres vrede, frustration og livskraft kanalisere ud gennem musikken. Og lytter man til titelnummeret, så kan man høre, at der går en rød klangtråd fra den til den frigørelsesdrøm, der har været et tilbagevendende tema i rockmusikken som en slags klaustrofobisk pendant til det etablerede Amerikas drøm om Gud, familie, penge og karriere…
In the day we sweat it out in the streets of a runaway American dream
At night we ride through mansions of glory in suicide machines
Sprung from cages out on highway 9,
Chrome wheeled, fuel injected
and steppin’ out over the line
Baby this town rips the bones from your back
It’s a death trap, it’s a suicide rap
We gotta get out while we’re young
‘Cause tramps like us, baby we were born to run
Wendy let me in I wanna be your friend
I want to guard your dreams and visions
Just wrap your legs ’round these velvet rims
and strap your hands across my engines
Together we could break this trap
We’ll run till we drop, baby we’ll never go back
Will you walk with me out on the wire
‘Cause baby I’m just a scared and lonely rider
But I gotta find out how it feels
I want to know if love is wild
girl I want to know if love is real
Beyond the Palace hemi-powered drones scream down the boulevard
The girls comb their hair in rearview mirrors
And the boys try to look so hard
The amusement park rises bold and stark
Kids are huddled on the beach in a mist
I wanna die with you Wendy on the streets tonight
In an everlasting kiss
The highway’s jammed with broken heroes on a last chance power drive
Everybody’s out on the run tonight
but there’s no place left to hide
Together Wendy we’ll live with the sadness
I’ll love you with all the madness in my soul
Someday girl I don’t know when
we’re gonna get to that place
Where we really want to go
and we’ll walk in the sun
But till then tramps like us
baby we were born to run