Selv om det var løgn, så var den den melodi og tekst, der kom til mig. Det var ikke morgen, snarere formiddag. Og hvor smukt det er, når et halvgammel stodder vælter ud af sengen, ja, det kan diskuteres. Ikke desto mindre var det “Oh What A Beautiful Morning”, der rindt mig i hu. Vi sang den i realskolens engelsktimer, og den strømmede også nu og da ud af af dampradioen søndag eftermiddag.

Dengang var det bare en god sang i mine ører. Først senere fandt jeg ud af, at det var fra Rogers’ og Hammersteins cowboymusical Oklahoma fra 1931. En succes, der blev filmatiseret i 1955 af Fred Zinnemann og med Gordon MacRae i hovedrollen som Curly McLain og Gloria Graham som hans hjerterdame Ado Annie Garnes.

Men det er hverken musicalen eller filmen, jeg husker så meget af. Det er sangen, som jeg altid vil forbinde med de lyse morgener, når jeg var på vej til skole. I dag er den forsinkede morgen også lys. Faktisk kan jeg se lidt af den lyseblå himmel…