I den forgangne uge var det en større mediebegivenhed, at en kvinde med røde skosåler og et socialt netværk, der gik (for det er nok datid!) til det højeste sociale kredse i landet, blev idømt en bøde på 20.000, fordi hun havde købt seks gram kokain. Sagen blev belyst, som havde det være en royal begivenhed eller noget i den retning.

I dag kan man så læse, at vor elskede Skat har bevæget sig rundt i samme sociale lag, nærmere bestemt i garager på Kongevejen i Holte og på Strandvejen i Charlottenlund, hvor skats medarbejdere har fundet det ene eksempel efter det andet på bevidst svindel med afgifter på millionærbiler. Det er ikke første gang, den slags plat og svindel kommer for en dag. For nogle år siden drejede det sig om fup med skattemæssig værdiansættelse af rigmandsejendomme i Nordsjælland. Den sag gik i glemmebogen. Det gør den nye med bilerne nok også snart.

Og det er andre skatteborgere – “dig og mig”, som det udtrykkes – der betaler gildet for de rige svindlere. Samtidig med, at vores skattekroner ikke længere strækker til at holde velfærden i gang. Kunne man mon forestille sig, at Ekstrabladet, Se & Hør og tv-kanalerne ville kaste sig over nævnte sager med samme ildhu som den kvindelige kændis’ forbrug af stimulanser? (Et forbrug, der i parantes bemærket er såre almindelig i de kredse, som modeskabere Erik Brandt har gjort opmærksom på). Hvorfor er det mere interessant, at skrive om et overklasseløgs dumheder end om overklassens asociale adfærd på det økonomiske og skattemæssige område? Hvor er proportionerne henne? Jeg spørger bare.