Det var en af de der morgener, hvor sjælen var redebon, men hverken kroppen eller hunden var til sinds at kaste dynen af og stå op til endnu en dag, hvor sneen ligger hvid og vidt omkring. Og tanken om det forbandede riff eller hook, som musikkøbmænd slås om, lå fremme i bevidstheden. Så var det jeg tænkte: “Come on let’s rock’n roll with the Ramones!“.
For er der nogen, der stadigvæk kan sparke en gammel mands røv, så er det de amerikanske proto-punk-rockere med det fiktive efternavn Ramone. I Ramones løber rock’n rollens mange strømninger sammen i en elektrisk, potent, hidsig hovedstrøm. Her er citater af halvtredserrock (Cochran, Berry osv.), engelsk tresserbeat, amerikansk garagerock (13th Floor…), Phil Spector-pop osv. Men det hele er mikset på en sindsyg original facon til en mangefarvet cocktail, der sparker benene væk under en.
En gruppe, der fik stor betydning som inspirator for utallige rockbrushoveder og fik kritikkens anerkendelse. Men pladesalget var det så som så med. Faktisk er det kun deres opsamlingsalbum Mania, der kastede guldplader af sig.
At lytte til Ramones er som at gå ind i garagen til en flok unge knægte, der tror, de har opfundet rock’n roll og spiller sådan! I wanna liiive…