Plagiering, intellektuelt tyveri, kært barn har mange navne. Populærmusikkens historie er fuld af historier om sange, hvor komponisten anklages for at have kopieret (ulovligt), stjålet osv. fra andre ældre sange. Her i bloggen har Led Zeppelins letsindige omgang med bluessange været oppe at vende flere gange. Man kunne også nævne George Harrison og “My Sweet Lord” og mange flere. Men er det rimeligt at kræve ejendomsretten til fx et guitarriff? Kan Jimmy Page, Eric Clapton, Hendrix, og hvad de store guitaresser nu hedder, være sikker på, at lige netop det riff, de spiller eller spillede, ikke er spillet før i musikkens lange historie?
Spørgsmålet er netop blevet aktualiseret, fordi den australske Federal Court har hævdet, at firserbandet Men At Work har snuppet det velkendte riff i hittet “Down Under” fra børnesangen “Kookaburra Sits In The Old Gum Tree” og dermed gjort sig skyldig i krænkelse af ophavsretten. Retten hævder, at Men At Works sangskrivere Colin Hay og Ron Strykert har “lånt” en “substantiel del” af sangen. Døm selv. Men er det rimeligt at gøre krav på ejendomsretten til fx et riff? Hvor langt ned i musikkens elementer kan man gå, når det gælder om at hævde ejendomret?
Musikalsk set er problemet vel til at overse. Jeg tror, de fleste musikere godt ved, at man bevidst eller ubevidst bruger af den musik, man har hørt. Og selvfølgelig er det moralsk og etisk korrekt at stå ved inspirationen. Og det gør de fleste da også. Det handler om gensidig respekt og erkendelse af, at man står på skuldrene af hinanden. Den aktuelle strid handler især om penge. Med den nye dom kan det ene sangskriverforlag gå til det andet med krav om erstatning og royalty-udbetaling. Om kravet så er rimeligt ud fra en musikalsk synsvinkel kommer så i anden række.
“The truth is that all creative endeavour involves a degree of borrowing, lifting, and plundering. The artistic process is a constant process of altering, refining and reinterpreting something that someone else did first.” [link]
@AagePK: copy-lefts, hæ. Nej, den gik jeg glip af, udsendelsen.
SÃ¥ I udsendelsen pÃ¥ DR” i aftes, der beskrev, hvordan Beatles rockede Kreml? Virkelig seværdig, indimellem var man grÃ¥dkvalt af grin. Især, da den tidligere indspilningsleder for statens pladeselskab fortalte om de bootleg-udgaver, man lavede for at financiere øvrige produkter.
“Do you believe in copy-rights?” blev han spurgt. Med et yderst svedent grin svarede han:” No, for me I believe in copy-lefts……….”
Dit spørgsmÃ¥l har strejfet mig mange gange: Wimoweh er nemlig folkerÃ¥bet for “fang løven”, som de rÃ¥bte for ikke selv at tabe modet, og der er jo næsten ikke andet end genbrug i musikken. Originalitet er skrøbelig! Ja!
Denneher “betal-ved-kasse-1” mentalitet mÃ¥ se at finde et andet grundlag 🙂
@Donald: Ja, det er jo det. “Det betalende univers”. Vi ser det jo ogsÃ¥ i litteraturens verden. Senest med populærkrimiforfatterinden Liza Marklund, der anklages for at have taget et afsnit eller et kapitel fra en forgænger. Wimoweh-historien er selvfølgelig et fint eksempel pÃ¥, at en konflikt kan bilægges. Men hvad nu hvis den “oprindelige” komponist har ‘borrowed, lifted or plundered’ fra en endnu ældre kilde? Det er sÃ¥dan set bare det, jeg vil pege pÃ¥. At kravet om originalitet er skrøbelig. Hvem kom først?
Ja, det har jeg ofte set på den måde du beskriver dér. Alt er stort set allerede spillet, skrevet, komponeret. Men indenfor det betalende univers er der nogle regler for at skaffe musikere et udkomme. Det kan godt være vi skal revidere dem, men de er vigtige at forstå og de bevæger sig i et univers som man kunne kalde vestlige musik-udgivelser.
Jeg synes faktisk at den bedste historie var den at Wimoweh var blevet til både Vimmersvej og Løvernes Konge! og at begge betalte til den oprindelige komponist og musikers arvinger. Og ingen skal bilde mig ind at Løvernes Konge ikke har tjent penge.
@Donald: Vi kan sagtens blive enig om, at det er en kunst at lave et godt hook. Men, kan man nu være sikker pÃ¥, at man var den første, der fik ideen? Som citatet ovenfor antyder, sÃ¥ begynder al musik med, at vi gentager andre – forgængerne. Man kan sagtens tænke sig, at nogle af Jimmy Pages riff blev spillet ude i bomuldsmarken, længe før han fik greb om guitaren…
Hov: Du skrev:
Det væsentlige er spørgsmålet om, hvorvidt det er rimeligt at gøre hævd på riffs, hooks og den slags små dele af det musikalske udtryk.
Jeg synes det er rimeligt at betale for hooks, eftersom det i mange mange tlfælde er det produkt, som folk køber.
Jeg skal have læst mere pÃ¥ “Typology of hooks”, men min opfattelse som musiker er, at det -groft forenklet- er nemmere at skrive en opera end det er at skrive en god melodi med tilhørende “hook”. Men sÃ¥ mÃ¥ man jo tilføje at mange operakomponister (Bizet, Carmen) lægger mange “hooks” i deres musikalske værk.
Petrus har en god pointe: Man kan godt høre at der er en parallel til Cookaburra, men den er LANGT ude og bør ikke ende med en copyright sag.
Jeg har en tilføjelse til min svada om tyveri af “hooks” og melodier i det hele taget: Hvis det er et forlag som kræver noget, sÃ¥ væk med dem – ingen penge. Hvis det er musikeren “himself” eller hans nærmeste arvinger (som mÃ¥ antages at lide under forældre, der optræder) sÃ¥ skal de have en passende erstatning, mindre for arvingerne, men et forlig (som i tilfældet med Vimmersvej) er absolut at anbefale ogsÃ¥ for arvinger.
Man kan fornemme at det i nogle tilfælde stadig vil forekomme urimeligt, for somme tider er det ikke den oprindelige melodis grundstof som er “god” og fantastisk originalt (fx. Cookaburra) men andre gange er der noget, som fortjener mere end blot rimelig respekt. I de tilfælde spiller domstolenes retfærdigheds-sans en væsentlig rolle, deres rolle er jo at beskytte den mindre mod den store.
@petrus: Jeg er ogsÃ¥ sikker pÃ¥, at Men At Work selvfølgelig har kendt den gamle børnesang. Og at tale om plagiat her helt ude i den australske outback… 😉
jag trodde alla kände till “Kookaburra Sits In The Old Gum Tree†och att flöjtslingan var en medveten “allusion”. Men att sedan hävda att hela sÃ¥ngen är ett plagiarat! Ja det lÃ¥ter mycket underligt, vill jag säga.
@Donald: Tak for problematisering og uddybning af det med riff. Jeg ved ikke, hvorfor artikelskriverne taler om riffs. Det er heller ikke det væsentlige. Det væsentlige er spørgsmålet om, hvorvidt det er rimeligt at gøre hævd på riffs, hooks og den slags små dele af det musikalske udtryk.
Hook hedder det! Selvfølgelig (nej det er ikke så selvfølgeligt:-)
Google: //Hit recordings introductory instrumental phrase// -> second hit:
http://www.tagg.org/xpdfs/burns87.pdf
A typology of `hooks’ in popular records
by GARY BURNS
What is a `hook’? Delson’s Dictionary defines it as `that part of a song,
sometimes the title or key lyric line, that keeps recurring’ (Hurst and Delson
1980, p. 58). According to songwriters Al Kasha and Joel Hirschhorn, hooks
are `the foundation of commercial songwriting, particularly hit-single writ-
ing’. Hooks may involve repetition of `one note or a series of notes… [or of]
a lyric phrase, full lines or an entire verse’. The hook is `what you’re selling’.
Though a hook can be something as insubstantial as a `sound’ (such as da
doo ron ron), `[i]deally [it] should contain one or more of the following: (a)
a driving, danceable rhythm; (b) a melody that stays in people’s minds; (c)
a lyric that furthers the dramatic action, or defines a person or place’ (Kasha
and Hirschhorn 1979, pp. 28, 29).
[Oprindelig udg.1987].
Published in Popular Music, 6/1 (January 1987), pp. 1-20. An earlier version of this article was
presented at the convention of the American Culture Association, Wichita, Kansas, April 1983.
Det er et herligt klip du har under ordene “Døm selv”, det er faktisk en meget god sammenligning, som viser hvilke toner det er fløjtespilleren laver sin figur pÃ¥. (Det kaldes vist ikke et riff nÃ¥r det bruges pÃ¥ den mÃ¥de, vel? og nu kan jeg ikke huske det ord man bruger om en instrumental frase, som giver et track sin musikalske identitet, ligesom den figur Rod Stewart brugte i “If you think I’m sexy”, og som en hærskare af kritikere og jurister siger, at han har stjÃ¥let fra en fattig ukendt rastafari-musiker. Hvad er det nu sÃ¥dan en lille melodistump hedder, er det en signatur? Er det en )
Jeg kan kun sympatisere med denne violinist-mand “violinman999” pÃ¥ Youtube, som for fem minutter siden skrev flg.:
This is barbaric, firstly I can’t tell how they even sound similar, secondly I play and read music and the notes look nothing alike, rhythm and note values, and finally there are only so many chords you can use and if there was anything similar it couldn’t have been more than a bar or two. Whoever judged this song as plagiarism is clearly either insane or just absolutely stupid.
Well måske er det ikke så sikkert at en eller flere medarbejdere hos EMI og Sony og BMG er sindssyge, på den anden side, der er jo 4% af jordens befolkning som på et eller andet tidspunkt i deres liv får en psykotisk episode og nogen får flere. Man skulle ikke tro at jeg kunne spøge med sådan noget, men det er selvfølgelig en leg med ord, hvor dum kan man være hvis man tror at man kan vinde en sag om rettigheder til et tretonersmotiv.
Hvis det er tilfældet, sÃ¥ skulle Paven sagsøge indehaveren af “Bruce Springsteen” melodien (hov undskyld udtrykket, det er netop ikke en melodi) “Born in the USA”, som bruger de samme tre toner, pÃ¥ hvilke en præst messer fadervor og den slags texter.
Jeg ledte efter betegnelsen for en lille instrumentalstump, som bruges i introduktioner til “hitprodukter”, og som en overgang blev lokket ud af studiemusikere, som KUN fik betaling for tiden/studiearbejdet, og ikke rettigheder til den musikalske signatur, som de reelt opfinder til lejligheden. Det er vistnok særlig kendt i forbindelse med Rod Stewart som har gjort det mange gange. En googling gav ikke umiddelbart svar, men se her hvad Finn Gravesen skrev 2006 om rettigheder: http://2dat6.wdfiles.com/local–files/links-og-litteratur/Hvem_ejer_musikken.pdf
FRA WIMOWEH TIL VIMMERSVEJ
 OG MEGET MERE
En sort sydafrikansk sanger ved navn Solo-
mon Linda udgav i 1939 i Johannesburg en
sang med titlen “Mbube”  Løven. Sangens
refræn kendte Solomon fra råbene i sin
barndoms jagt på de løver, som var ude efter
familiens kvæg  “Wimoweh”, gentaget igen
og igen. Solomon, som levede af tilfældigt
arbejde som bl.a. entertainer, indspillede i
1939 sangen med sin gruppe The Evening
Birds. Mbube blev et stort hit, som igen-
nem 1940’erne solgte i nærheden af 100.000
eksemplarer. Den blev så populær, at zulu-
vokalmusik blev kendt under betegnelsen
“Mbube Music”. Herfra bevægede sangen
sig så ad krogede veje ud i den hastigt mere
og mere populære genre “folk music”. Det
sydafrikanske pladeselskab tilbød sangen
til Decca, som ikke var interesseret. Men
det var folkemusikforskeren Alan Lomax,
og han tog den i 1949 med til den berømte
folkesanger Pete Seeger, som i 1952 ind-
spillede den sammen med sin gruppe The
Weavers. Ingen tænkte på Solomon Linda,
og sangen blev opført med “Paul Campbell”
som ophavsmand. Navnet var pseudonym
for gruppen! PÃ¥ forsiden af coveret stod med
store bogstaver: “Gordon Jenkins & His Or-
chestra” og med lidt mindre: “The Weavers”.
Ikke et ord om Solomon Linda.
[Den fortsætter, den gyserhistorie! Længe længe længe … ]