Sikkert lidt uretfærdigt, men ikke desto mindre: Peter Gabriel er for mig indbegrebet af progressiv rock i Genesis. Lige som Phil Collins – måske lige så uretfærdigt – er indbegrebet af pop i samme hæderkronede band. Måske hænger fordommen sammen med, at min vej ind i Genesisuniverset for alvor blev banet af dobbeltalbummet The Lamb Lies Down On Broadway, et oppulent anlagt conceptalbum, hvor der stod malet Peter Gabriel over det meste.

I hvert fald kan man konstatere, at Gabriels farvel til gruppen indebar en tydelig musikalsk drejning ind mod hovedstrømmen i populærmusikken for Genesis. Dér, hvor de fængende melodier er vigtigere end subtile eksperimenter med lyd og arrangementer. Peter Gabriel fortsatte sin egen vej med en række fine album, hvor det progressive ikke helt blev glemt – selv om  han dog også havde sans for pop. Don’t Give Up (m. Kate Bush), Sledgehammer, Shock the Monkey osv. Og så var der selvfølgelig verdensmusikken, som han kastede sin kærlighed på.

Men uanset, hvad han har kastet sig over, så har det været med samme egensindighed og originalitet. Derfor er det måske lidt overraskende, at det næste udspil er et coveralbum. Scratch My Back – Klø mig på ryggen (underforstået: Så skal jeg nok klø jer på ryggen) – er titlen og den kommer i denne måned. Enkelte numre er sluppet ud på det store net. Fx Gabriels udgave af Bon Iver-sangen Flume og Arcade Fires My Body Is A Cage. Andre sangskrivere, som fortolkes på pladen er: Talking Heads, David Bowie, Paul Simon, Lou Reed, Randy Newman, Neil Young, Regina Spektor, Radiohead, Elbow og Magnetic Fields.

Som man kan høre på de to eksempler, så er det umiskendeligt Peter Gabriel. I øvrigt er det lidt interessant, at det sådan er blevet en trend at lave coveralbum. Hvorfor mon? Er det et krisetegn? Et tegn på, at populærmusikken – som det før er sket – er kørt fast i konformisme og markedstænkning – og det derfor er nødvendigt at vende tilbage? Til de gode sange, til rødderne? For at tanke op og få ny energi og inspiration?