Medens vi venter på, at bankerne træder frem i offentlighedens lys, udviser ydmyghed som følge af medansvaret for den stadigvæk virkende finanskrise, og for bestandig giver afkald på bonusser, aktieoptioner og anden guldrandet fryns til ledere og betroede medarbejdere, så kan man studere grådigheden et andet sted i samfundet.
Den tidligere næstformand i LO, Tine Aurvig-Huggenberger, har slæbt LO i byretten med krav på 6-8 millioner kroner i pensionindbetaling frem til den dag, hvor hun fylder 62 og går på pension. Sagen har igen prikket hul på den byld, der hedder pamperi i fagbevægelsen. Altså det forhold, at medlemsvalgte ledere ikke alene sørger for at belønne sig selv overordentlig godt med milliongager, men også rager til sig i øvrigt, fx i form at lukrative pensionsordninger, som medlemmerne kun kan drømme om, når de køber de ugentlige lottokuponer og skrabelodder henne i supermarkedet.
Pamperi er en af de parasitter på fagbevægelsen, som er med til at underminere fagforeningernes troværdighed og dermed også forstærke det medlemsfrafald, som bevægelsen oplever i disse år. Hvorfor være medlem af en bevægelse, hvor lederne især kæmper for at mele deres egen kage i stedet for medlemmernes faglige og økonomiske interesser?
Hvad enten Huggenbergers krav er formelt korrekt eller ikke, så er det udtryk for en grådighed, der kun kan bringe fagbevægelsen i miskredit. Derfor er det intet mindre end befriende at læse FOA-formand Dennis Kristensen klare idealistiske holdning i dagens udgave af Politiken. Den tidligere portør Dennis Kristensen mener, at tillidsvalgte fagforeningsfolk, fx formanden for en fagforening, ikke skal have væsentligt mere i løn end sine medlemmer. I princippet den løn han eller hun fik før sit valg – plus et fast tillæg. Det ville i sig selv være et incitament for at forbedre medlemmernes løn- og arbejdsforhold.
FOA-formanden er godt klar over, at det er skinbarlig idealisme (som journalisten tydeligvist undrede konfronterer ham med), og at han ikke har flertallet bag sig. Men ikke desto mindre står han ved sit synspunkt.
Jeg mener, at Kristensen har fuldstændig ret. Der er brug for mere idealisme i fagbevægelsen, og en af idealismens værste fjender er det pamperi, der udspringer af begæret efter ussel mammon. Det kunne måske endda vise sig at være den svækkede fagbevægelses redning på længere sigt, hvis grådigheden og pamperiet blev erstattet af idealistisk engagement… [link]
@Thomas Jensen: Vi er i hvert fald enig om, at “sagen” skader fagbevægelsen.
Jeg ved ikke om den ærede capac er medlem af LO eller aktionær i en bank.
Jeg er ingen af delene og derfor fuldstændig ligeglad med hvordan LO medlemmerne vælger at aflønne deres demokratisk valgte ledelse og for bankernes vedkommende ligeglad med hvordan aktionærene vælger at forgylde bankens ledelse.
Jeg ved ikke hvem der føler sig i stand til at komme med et endegyldigt svar på hvad en rimelig løn er og hvad rimelig pension er.
Sagen fra LO fortæller kun mig at Harald Børsting er lige netop så uduelig som han har ry for. Sagen skulle naturligvis aldrig være blevet en sag og man skulle have betalt exnæstformanden hvad som helst for at forhindre at det der sker nu sker.
Det er til ubodelig skade for den samlede fagbevægelse og kommer til at koste rigtig mange millioner at rette op på og så er det i den forbindelse uendeligt ligegyldigt hvem der er grådig og hvem der har ret.
@Karmus: Ingen er perfekt. Men EL og VS havde i det mindste fat i noget principielt og vigtigt.
@AagePK: Som du dog kan sige det! Og du har helt ret med hensyn til Kejserens nye klæder-logikken på toppen.
Det er rigtigt at Ehl. har adopteret bÃ¥de rotationsprincippet og ligelønsprincippet fra Venstresocialisterne, men nÃ¥r det sÃ¥ er sagt sÃ¥ er Ø ikke perfekte, og der er stadig ting i Listen som ikke fungerer tilfredsstillende. Dog vil jeg hellere støtte op omkring en organisation der tager imod intern kritik i modsætning til den etablerede fagbevægelse, hvor socialdemokraterne sidder tungt pÃ¥ magten – bÃ¥de med og uden demokratisk mandat.
Egentligt havde jeg lyst til at skrive, at de millioner da var billigt for at slippe af med en sådan pamper af første klasse.
Men der er jo meget mere i det. Vi kan drage paralleller til forsvarschefen, der trådte tilbage, men stadig får forsvarschef-løn og pension, ligesom Aurvig-Huggenberger jo selv sagde sit job op, fordi hun ikke blev valgt til formand, men stadig kræver ind.
Der er altså opstået et lag i samfundet, hvor man kræver høj løn for påstået højt ansvar, men hvor der ingen konsekvens er, når man ikke lever op til ansvaret. På samme måde som med bonusser i bankverdenen: har du ikke opnået målet, okay, så betal tilbage; eller bedre: drop systemet.
@Kenni: Ja, det er et princip, man har overtaget fra hedengangne VS.
Jeg mener faktisk ogsÃ¥, at det er sÃ¥dan medlemmerne af Enhedslistens folketingsgruppe aflønnes. At de ikke fÃ¥r meget mere i løn end, hvad en (u)faglært arbejder fÃ¥r i dagens Danmark og sÃ¥ gÃ¥r resten af deres løn til partiets organisation. Det gør, at man undgÃ¥r levebrødsfolket, som ikke tør tage fat om de varme sager af frygten for, at skulle miste deres “arbejde” og den efterfølgende gode løn, som de modtager hver mÃ¥ned. PÃ¥ samme mÃ¥de burde politikerne se deres egne ret sÃ¥ gode pensionsordninger efter inden, at de begynder og røre ved den almindelige arbejders forhold.