Det hører til ungdommens vildfarelser at tro, at man ved alt, kan alt og er udødelig. Stol ikke på nogen over 30 år, lød budskabet, da undertegnede var en ung purk. Et budskab, der var som et tveægget sværd. Rettet – og med rette langt hen ad vejen -mod den forstokkede forældregeneration, men også mod udsagnets ophavsmænd og -kvinder, der jo en dag ville fylde de tre årtier. Og historien gentager sig. I dag kan man således læse, at musikeren Alan McGee, 49 år gammel og aktiv musiker frem til 1991 (derefter pladeselskabsmand), mener, at folk som Paul Mccartney burde have trukket sig tilbage, da de var 40. Lige som sportsfolk. “Musik burde være som fodbold”, lyder argumentet. Men musik er ikke fodbold. Musik er ikke en sportsgren. Musik er musik, og ikke afhængig af alder. Mine forældre mente, at beatmusikken ville gå over som en børnesygdom. Men de tog fejl. Som deres ungdoms musik og deres forældres ungdomsmusik levede det bedste videre – og gør det stadigvæk. McGees påstand er lige så uholdbar som ungdomsoprørets selvovervurderende udsagn – og handler sikkert mere om egen utilstrækkelighed og misundelse.