Elvis og Ann Margaret – Viva Las Vegas!

Author:

En af fordommene mod Elvis Presley lyder, at han indspillede 33 film, hvor han demonstrerede, at han ikke kunne spille skuespil og indsang en række sange, der burde forblive i glemmebogen. Men helt så sort-hvidt er det nu ikke.

Som jeg flere gange har slået til lyd for – baseret på de mange timer, jeg tilbragte med Elvis-filmene i min barndoms Phønix-bio – så er der lytteværdige sange på de mange soundtracks, der fulgte filmene. I forbindelse med The Kings 75-års fødselsdag har Elvis-industrien valgt at genudgive 8 af disse soundtracks i fuldstændige udgaver til favorable priser.Filmene er i forvejen i handlen og kan oven i købet fås til ligeledes favorable priser.

En del af fordommen går på Elvis’ evner som skuespiller. Og det er ganske vist, at han ikke var noget naturtalent. Men så var det heller ikke værre. Faktisk er han – ikke mindst vurderet med det niveau, vi bydes nu om stunder i mange amerikanske film og tv-serier – ganske habil i flere af scenerne. Et eksempel er filmen Viva Las Vegas! fra 1964 (hans film nr. 15). Blandt inkarnerede Elvis-fans er den en af de absolutte favoritter. Og en af forklaringerne er nok, at han får modspil af det rødhårede livsstykke Ann Margaret, der ud over at se uforskammet godt ud (en kriterium for at få rollen som Elvis-modspiller) både kunne spille skuespil, danse og synge.

Samtidig er de sange, man finder i filmen, nogle af de bedste filmsange, man kan finde med Elvis. Det er først med den nye genudgivelse af musikken til filmen, at man har mulighed for at lytte til hele lydsporet. Det vil sige Elvis’ egen sange, de to duetter med Ann Margaret og hendes to soloer. De to hidtidige udgivelser har ikke været komplette. Og Ann Margarets egne bidrag har man kun kunnet finde på en obskur boks fra Bear Family Records, hvor hendes sangkarriere belyses.

Med sangskrivere som Doc Pomus & Mort Shuman (titelsangen og nummeret “I Need Somebody To Lean On”), Ray Charles (“What’d I Say”, som Elvis giver en forrygende udgave af), Fred Wise & Randy Starr (standarden “Yellow Rose Of Texas/The Eyes Of Texas”) er grunden lagt for en vis sangskrivermæssig soliditet. Dertil skal lægges en genremæssig variation med ballader, bluesede sager, rock og latin – som til sammen gør det mere end almindeligt underholdende at lytte til.

Jeg har ikke fået anskaffet mig den nye cd (endnu), men har haft fornøjelsen af at gense filmen. Og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Ann Margarets selskab såre forståeligt har haft en elektrificerende indflydelse på Elvis’ præstationer. Hvilket man jo godt kan forstå.

Elvis og Ann Margaret øver sig på dansen.

4 thoughts on “Elvis og Ann Margaret – Viva Las Vegas!”

  1. Importance i forbindelse med glædens dans? Hmmm …
    Jeg kan godt glæde mig over Ann Margaret “practicing”. Mærkeligt egentlig, for jeg ejer ikke noget Elvis Presley! MÃ¥ske har det noget med fordomsfrihed og glæde ved dansen at gøre.

  2. @CAPAC: Uden at fratage dig en tøddel af gensynets glæde blot dette citat fra New York Times’ anmeldelse i sin tid: “Viva Las Vegas, the new Elvis Presley vehicle, is about as pleasant and unimportant as a banana split”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *