Det var vist den konservative statsminister Poul Schlüter, der engang i firserne erklærede ideologierne for døde. Og den slags besværgelser skal man være varsom med at udtale. For de døde har det med at gå igen, og så er de først svære at komme af med. Tænk blot på Gud, som Nietzsche erklærede død! Eller tænk på den siddende Venstreledede regering.

Vi skal langt tilbage i historien for at finde en regering, der har været mere ideologisk i sin politik. Ganske vist fik Anders Fogh Rasmussen ikke realiseret sin vision om Minimalstaten, inden han drog til Nato, men derfor skal man ikke tro, at projektet er helt glemt. I det hele taget er det tydeligt, at Venstres ledende regeringsmedlemmer vedholdende arbejder på at realisere den liberalistiske ideologis mærkesager.

Medens balladen om Lars Løkke Rasmussens favorisering af privathospitalerne endnu ikke har lagt sig, er hans kollega, videnskabsministeren, Helge Mølsted Sander gået i gang med næste privatiseringsprojekt: universiteterne. Og strategien ligner til forveksling strategien på sygehusområdet.

Først påtvinger man de offentlige sygehuse nogle kvasi-privatkapitalistiske vilkår, hvor de skal fungere som produktionsvirksomheder, hvilket de har svært ved, fordi det i praksis er umuligt 100% at planlægge driften på en offentlig sygehus. I modsætning til de private sygehuse, skal de offentlige jo tage ind, hvad der kommer. Og man kan aldrig på forhånd sige, hvor mange brækkede ben, hofteoperationer, grå stær-ditto, kræftsygdomme, hjertetransplantationer osv., der vil komme.

Når de så ikke kan få enderne til at mødes økonomisk set, som tilfældet er på de københavnske sygehuse lige nu, så overlader man til regionerne at foretage de “nødvendige” nedskæringer (og forringelser) og favoriserer dermed indirekte de private sygehuse, der jo må overtage noget af den overskydende “produktion” (ventelisteefterspørgsel fx).

På lignende vis har man påtvunget universiteterne virksomhedslignende styreformer og økonomi. Med taxameterprincip på uddannelsessiden og ‘fra forskning til faktura’-vilkår, dokumentationskrav (fx i form af hyppige publikationer) o.a. på forskningssiden knægter man den universitære tankes grundprincipper, fx tanken om fri grundforskning. Og bagefter bruger man så elendigheden som argument for at indføre private universiteter, der ikke er mere private end, at de kan modtage statsstøtte i form af taxametertilskud, men til gengæld må tage brugerbetaling, således at man kun får de “bedste” studerende (= dem fra den bedrestillede del af befolkningen – dem, som lige har fået en ekstra skattelettelse).

Set i bakspejlets fedtede optik ser man de flossede konturer af regeringens masterplan for indførelse af privatisering på centrale dele af det offentlige system. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig – hvis ellers regeringen sidder længe nok – at masterplanen vil kunne underminere størstedelen af det offentlige og dermed levere argumenterne for indførelse af den minimalstat, som Poul Nyrup Rasmussen forsøgte at besværge, da han rev Fogh Rasmussens ideologiske skrift i stykker fra talerstolen.

Og det er nok ikke tilfældigt, at manden bag det nye delprojekt – privatisering af universiteterne – er Helge Sander. Sander, som for nylig blev udråbt til at være “dum” i Politiken, har som en af sine væsentligste karrieremæssige bedrifter været med til at professionalisere dansk fodbold. Samtidig er han som uddannet journalist på baggrund af en realeksamen ikke hæmmet af snærende veneration for universitetet og dets gamle hæderkronede idealer. Hans håndtering af universiteterne kan forstås som inkompetence, som det skete i Politiken, men også som ideologisk indifference…