I dag ville jazz-guitaristen Django Reihardt være fyldt 100 år. Hans særlige swingende lyd er en del af mit musikalske tapet. En af de markante, stilskabende guitarister, hvis musik strømmede ud af mine forældres gamle rørmodtager i hjemmet på Nygårdsvej og ind i mine modtagelige ører.

På den lille vedhæftede video ovenfor vil man kunne bemærke, at Django slet ikke bruger lille- og ringfinger på venstre hånd. Han kunne ikke, for hånden var blevet læderet, da der gik ild i den beboelsesvogn, som han boede i med sin kone Florine. Det skete i 1928. Django var 18 år gammel, og handicappet blev en af de tilfældigheder, der var med til at definere hans særlige, virtuose guitarstil.

Nu kaldte jeg ham indledningsvis jazz-musiker. Og det er også sådan, han ofte omtales. Sigøjnerjazz. Men selv om der ubestrideligt er jazz i musikken, så er der også andre vigtige ingredienser. Faktisk var hans musik et tidligt eksempel på det, man i dag kalder World Music.

Django, der egentlig hed Jean-Baptiste, tilhørte en af de uglesete romagrupperinger, hvis nomadiske levevis altid har været en torn i øjet på de europæiske nationer. Nærmere bestemt tilhørte Django og hans familie den fransktalende Sinti-gruppering, Manouches, der havde rødder i Indien og kom til Europa i middelalderen. Django voksede op med sinti-musikken og lærte først at spille banjo. Efter branden lærte han sig så at spille guitar på sin egen autodidakte facon. Ved at lytte sig frem og uden at kunne noder. Guitaren var en gave fra broderen på sygelejet.

I Djangos musik smeltede sinti-musik, fransk vals, muzettemusik – og senere jazz sammen. Det var plader med Louis Armstrong, Duke Ellington, Joe Venuti m.fl. der drejede musikken og i retning af swing-jazz. Det store gennembrud kom i trediverne, da han sammen med sin broder Joseph (på rytmeguitar) og jazz-violinisten Stéphane Grappeli danner Quintette du Hot Club de France. En kvintet, der udelukkende bestod af strengeinstrumenter. Ud over de allerede nævnte endnu en rytmeguitar og en bas.

Anden Verdenskrig gav et afbræk i karrieren. Django valgte, selv om han som “sigøjner” er kandidat til nazisternes kz-lejre, at blive i det besatte Paris, hvor han holder lav profil og bliver tolereret. Måske på grund af sit elskede talent. Efter krigen drager han på en mislykket USA-turné med Duke Ellington, der har svært ved at kapere Reinhardts afslappede mentalitet, der bl.a. kom til udtryk i et nonchalant forhold til aftaler og tidspunkter. Et kultursammenstød kunne man kalde det.

I 1951 trak han sig tilbage fra rampelyset og døde to år efter af et hjertetilfælde.