I går skrev blogbestyreren et indlæg om mistilliden som styreform. Under den nuværende politiske konjunktur sætter man kontrol over tillid og dialog. Og mistilliden og mistænkeliggørelsen breder sig som et virusangreb til alle relationer, hvor der er offentlige midler på spil.

I dagens udgave af Kristeligt Dagblad kan man læse om den stigende mistænkeliggørelse af de cirka 100.000 ledige, der endnu ikke er kommet ind i arbejdsmarkedets forjættede land. Selv om en undersøgelse for nylig påviste, at det reelt set kun er 1% af de ledige, der ikke ønsker et arbejde (hvilket nok svarer ganske godt til arbejdsmarkedet som sådan), så mødes de arbejdssøgende ledige med kontrol, mistænksomhed og manglende respekt.

Det fremgår også af artiklen, at det-at-arbejde er blevet noget, man ikke bør sætte spørgsmålstegn ved. Har man et job – lige meget hvilket – skal man prise sig lykkelig. Man skal fx ikke skilte med, at man er godt gammeldags træt af sit lortearbejde, af sin åndsvage chef osv. For så risikerer man at blive bortvist.

Den tid, hvor man blot sammenbidt passede sit skodjob, er forbi. I hvert fald skal man lade som om, man er glad for det (medens man måske i det skjulte søger noget bedre…). Man skal afholde sig fra at kritisere sin arbejdssituation osv. Arbejdet er blevet en ny afgud i det borgerlige samfund. Alle skal bøje sig i støvet for Arbejdet. Og gør man ikke det, så er man en paria.

Derfor skal den ledige aktiveres – helst i noget, der ligner simuleret arbejde. Og oven i købet være glad for at løbe rundt i trædemøllen.

Man kunne forledes til at tro, at når ledige mødes med mistænkeliggørelse fra det øvrige samfund, så skyldes det det fortrængtes genkomst. At mange på arbejdsmarkedet inderst inde gerne ville være fri for det stressende, meningsløse, belastende skodjob, de nu udfører med bøjet nakke og sammenbidte tænder – og derfor ser den arbejdsfri borger som inkarnationen af den frihed, de ikke selv har. Selv om det altså er en fordomsfuld illusion…

Opdatering: Efter at have skrevet ovenstående, læser jeg i Magisterbladet, at de ledige er mindst lige så stressede som deres lønarbejdende medborgere. Det tror da fanden…