Jeg husker det endnu, som var det i går. Jeg halvvejs sad, halvvejs lå på min mintgrønne, gamle sømandsbriks i mine forældres lille hus og lyttede til tonerne fra Kate & Anna McGarrigles debutalbum. året var 1975 og jeg havde fået fat i pladen gennem min far, der sejlede med en af DFDSs Englandsbåde. Inden da havde jeg lyttet til udvalgte numre fra pladen hos Hans Otto Bisgaard på DRs Program 3. Især det swingende Complainte pour Ste-Catherine fik en del airplay.
Kate & Anna McGarrigle var med til at udvide min horisont med hensyn til canadisk musik og folkemusik. De to fransk-canadiske søstres unikke sang gjorde et stort indtryk. At de også var formidable sangskrivere fandt jeg også ud af via Linda Ronstadt, Emmylou Harris, Maria Muldaur m.fl., som indspillede og fortolkede deres sange, så man ikke kunne være i tvivl om deres kvaliteter. Og jeg har siden dengang været en trofast lytter til deres – og resten af familiens (Wainwrights, McGarrigles…) udspil, der altid har haft en høj kvalitet.
Nu meddeles det så, at Kate er død efter længere tids kræftsygdom. Banalt og uforståeligt. Hvil i fred.
PS. Videoerne nedenfor er vist nok fra Kates allersidste offentlige optræden i programmet Spectacle (m. Elvis Costello) for et års tid siden.
Opdatering: Til Mojo udtaler Rufus Wainwright i anledning af mediernes omtale af moderens død som følge af en kræftsygdom følgende fine ord:
“When inevitably I read today in the papers that my mother lost her battle with cancer last night, I am filled with an immense desire to add that this battle, though lost, was tremendously fruitful during these last three and a half years of her life. She witnessed her daughter’s marriage, the creation of my first opera, the birth of her first grandchild Arcangelo, and gave the greatest performance of her life to a packed crowd at the Royal Albert Hall in London. Not to mention traveling to some of the world’s most incredible places with both my sister, her husband Brad, my boyfriend Jorn and myself. Yes, it was all too brief, but as I was saying to her sister Anna last night while sitting by her body after the struggle had ceased, there is never enough time and she, my amazing mother with whom everyone fell in love, went out there and bloody did it. I will miss you mother, my sweet and valiant explorer, lebwohl and adio. X”. Nej, der er aldrig tid nok…
Læs også Torbens nekrolog her.
@susling: Ja, jeg ved ikke, hvad man skal kalde det, men det er musik, der holder stadigvæk.
Uh, der sendte du mig lige tilbage til min pureste ungdom. Jeg grovlyttede den skive og fantaserede om, at drage til fransk Canada. Kort efter opdagede jeg ogsÃ¥ Zydeco. Der er et eller andet ved den mÃ¥de de taler fransk pÃ¥ med tyk amerikansk accent! Plus musikken selvfølgelig – lidt mere skævt og energisk end almindelige traditionals, som jeg egentlig ogsÃ¥ godt kan li’. Jeg tror det er noget med skæve toner og den lidt anerledes – kan man kalde det atonalt? – stemmeføring.
@Donald: Ja, jeg synes det er smukke og stærke ord i sorgens stund. Derfor.
Det var smukt at læse hvad Rufus Wainwright skriver. Tak fordi du klippede det til os læsere 🙂
… Jamen jeg kan slet ikke forstÃ¥ at hun var sÃ¥ gammel.