Langt fra Danmark er en lille verden styrtet i grus, fordi naturen – med eller uden menneskelig hjælp – har gjort, hvad den nu engang gør. Jorden har skælvet og endnu engang åbenbaret den menneskelige skrøbelighed. Og straks rettes den mediale interesse mod det fjerne sted, der ellers ikke har været omfattet af den store interesse, trods lovløshed, vold og anden elendighed. Nu bør vi handle. Og medierne går i selvsving og får hurtigt forvandlet Haiti til en stykke renlivet underholdning, hvor selvspejlende kændisser kan optræde i endnu et katastrofeshow, hvor tilskuerne kan udvise medlidenhed og medfølelse i form af kolde kontanter. Og for en stund er der sat parantes om Dafur, flygtningelejre i Yemen eller nødherberg i København. For slet ikke at tale om klimaet, som ellers fyldte alle mediers sider for bare en måneds tid siden. Og den ene paradoks efter det andet slår en. Hvorfor haster det med at sende folk, materiel og penge til en fjern østat, når man ikke vil løfte en finger for de europæiske hjemløse, der fryser og sulter på de københavnske gader og veje? Handler det mon om politisk prestige? For medmenneskelighed kan det vel ikke være? Eller hur?