Hvad stiller man op, når lænden smerter ved den mindste bevægelse, og man har det bedst med at sidde let foroverbøjet på en kontorstol? Jo, man smækker en dvd i maskinen og håber, man for en stund kan abstrahere fra den konstant stikkende pine lige dér, hvor ryggen ender. Og hvad kunne være mere passende end omsider at få set hele Pirates of the Caribbean Ved Verdens Ende!?

Jeg har set de to første film i biografen og har hver gang været vældigt fornøjet over de drengede løjer, der bringer minder om gamle sørøverhelte – Erroll Flynn m.fl. – frem. Da jeg havde set toeren, gik jeg imidlertid død i pirater. Og det er sådan set ikke filmenes skyld. Sådan har jeg det generelt med det, man i filmindustriens kalder, sequels. Jeg gik også død i Harry Potter-sagaen for eksempel.

Men nu, hvor al snakken om piraterne er mere eller mindre forstummet i medierne, så tog jeg den så op. Og måtte konstatere, at den fuldt ud holdt mål med de to første omgange. En kulørt historie om at sejle til dødsriget og tilbage igen, om liv, død, magt, frihed – og kærlighedens (u)mulighed. Drengerøvslitteratur i levende billeder for fulde gardiner. Fortalt med tempo, humor og alle de effekter, moderne filmteknologi giver mulighed for at bringe i anvendelse.

Og der spilles så løssluppent i alle roller, at man kunne få en mistanke om, at skuespillerne faktisk har haft det sjovt, medens optagelserne stod på. Johnny Depp er allerede blevet skamrost for sin udgave af den durkdrevne og rævesnu Jack Sparrow, der bogstaveligt talt går gennem ild, vand og kærlighed for at bevare sin frihed og sit elskede skib The Black Pearl. Keira Knightley er vokset med opgaven som den piratificerede ungmø, der længes både mod Sparrow og Will og til sidst træffer et valg. Og birollerne er et studie i sig selv. Der er ingen nittere imellem. Selv gode gamle Keith Richard har fået en rolle, der passer til ham som fod i hose. Og han ser mere hærget ud end nogensinde!

Det lykkedes momentvis at glemme lumbagoen og stort set at glemme, at jeg ikke længere er 12 år og sidder i Phønix Bios mørke søndag eftermiddag. Og bedre anbefaling kan sådan en film vel ikke få?