Da Lou Reed i 1975 udsendte sit dobbeltalbum “Metal Machine Music” (med undertitlen An Electronic Instrumental Composition), var jeg lidt i tvivl om, hvorvidt Reed blog tog endnu et skridt i retning af den hvide lyd eller det var en slags practical joke vendt mod et pladeselskabs kontraktmæssige forpligtelser. Et eller andet sted foresvævede det mig, at sidstnævnte mulig ville ligge langt fra den i øvrigt kompromisløse Lou Reed.

Og de udtalelser, han siden er kommet med, tyder på, at han tog projektet ganske alvorligt. Ser man lige bort fra det faktum, at albummet ikke er til at holde ud at lytte til – hvilket jo ikke udelukker, at vi har at gøre med musik – så er det heller ikke svært at se kontinuiteten fra Velvet Undergrounds lydbillede og til Metal Machine Music. Lige som man også kan se en rød tråd til rækken af eksperimenter med el-guitaren i rocken (via Jimi Hendrix og tilbage) og til den moderne klassiske musiks inddragelse af støj og anden reallyd ( fra Stockhausen til La Monte Young).

At lytte til Metal Machine Music er som at lytte til den redundante støj af en garagerockband, hvor melodi og rytme er siet fra. I koncentreret form. Ikke for ingenting er pladen blevet opfattet som en forløber for den såkaldte industrial music. Og så inspirationskilde for senere udgaver af støjrock.

Og Lou har ikke fortrængt denne udgivelse, for på hans hjemmeside, kan man læse om projektet Lou Reeds Metal Machine Trio, der allerede har givet et par koncerter og snart barsler med en cd-udgivelse. Gruppen, der ud over Reed selv består af Ulrich Krieger og Sarth Calhoun spiller instrumentalmusik af Reed – fra metal maskine musik til meditativ musik. På samme side kan man downloade flere optagelser og høre en smagsprøve. Den 24. april i år lægger trioen vejen forbi DR Byens Koncerthus. Hvis det er noget.

At lytte til Lou Reeds Metal Machine Music