Historien er ironiker, det ved vi. Og det er ironisk, at vi har en regeringschef, der engang slog sig op på tanker om en minimalstat og nu – med sin siddende regering – har skabt en monstrøs stat, der styrer den offentlige sektor gennem et fintmasket net af teknikker, hvis rationalitet er: bureaukratisk kontrol og dyb mistillid til de offentligt ansatte. I hjertet af den offentlige sektor har man placeret en umættelig molok, der dagligt skal fodres med dokumentation, handlingsplaner, evalueringer, rapporteringer og andre tids- og ressourcekrævende aktiviteter. Men til hvilken nytte? Det har ikke skabt kvalitet eller større tilfredshed hos nogen – måske lige bortset fra dem i ministerierne. I dagens udgave af Politiken er der en særdeles læseværdig kronik, skrevet af otte mandlige administratorer fra Finansministeriet, der i et tungt, ydmygt, diplomatisk sprog, der bærer præg af de mange års balanceren på en knivsæg, fortæller en historie om, hvordan en intenderet frisættelse af de offentlige institutioner er endt i det modsatte: en ineffektiv, handlingslammet og kostbar sektor, hvor de administrative byrder i bedste fald hæmmer de egentlige opgaver, i værste fald umuliggør dem.
Det er tankevækkende, at det er en håndfuld loyale ledere, der sætter sig ned og skriver en sådan kritik. Det er tegn – et tegn på, at udviklingen er rivende gal.
årsagen til kronikken er den forestående “kvalitetsreform”, som regeringen har ønsket, og som i sit udkast tyder på, at kontrollen og mistilliden vil skærpes yderligere. Hvis udviklingen skal vendes, så er det nu. Læs artiklen. Den fortjener det.