Det er de færreste kunstnere, der med stil træder i karakter med deres første udgivelse. Der er digtere, der udsender en eller et par bøger, som de siden helst lader gå i glemmebogen. Og musikere, der enten forbigår deres første forsøg i tavshed eller med bagklogskabens overbærenhed. Men det er – set fra min synspunkt – altid interessant at få et indblik i den famlende, søgende kunsters vej ad hvilken.

Det gælder også kamæleonen David Bowie, der i halvfjerdserne og firserne især gjorde den selvbevidste iscenesættelse til sit vare- og vandmærke. Fra den seksuelt ambivalente glamrocker over den kuldslåede dekandences metropolrocker til blåøjet soul- og dansemusiker. Nu er hans allerførste album, der udkom under eget navn på Deram i 1967, blevet genudsendt i en luksusudgave.

Inden pladen udkom havde Bowie forsøgt sig med R&B-inspireret pop under navnet Davy Jones (and the Lower Third) med beskeden succes. Så vidt jeg husker spillede Jørgen Mylius disse singler engang i tidernes morgen. På debutalbummet kan man studere Bowies identitetssøgen i et repertoire, der med god vilje kan betegnes som værende varieret og omvendt: som en rodebutik eller en blandet landhandel. Her er elementer af engelsk progrock, storbypop og meget andet. Netop i eklekticismen ser man kunstneren i svøb. Det er  kunstnerens lod at skulle kende sine inspirationskilder – sine forudsætninger – godt, for at kunne finde sin egen vej gennem stilarterne.

Et bestemt nummer, “The Laughing Gnome“, kan jeg huske blev spillet ret ofte på P3, og selv om det er langt fra de senere hovedværkers præstationer, så kan man allerede her se konturerne af en stor performer. Det var også den sang, Deram valgte at udsende på single – med held. Den blev ikke nogen stor succes i første oplag, men da Bowie var brudt igennem med Ziggy Stardustpladen, genudsendte Deram singlen, som så blev et hit.