For øjeblikket læser jeg filminstruktøren og forfatteren Christian Braad Thomsens erindringsbog “Vreden Gudinde besyng! Tidslinjer 1940-2005”. I denne læseværdige, velskrevne bog langer Thomsen ud efter ungdoms-, studenter- og kvindeoprørerne i slutningen af tresserne og halvfjerdserne og giver indtryk af, at oprøret mod det bestående gik til i dogmatisme og forstokkethed.

Og der skal da heller ikke herske nogen tvivl om, at meget gik galt. Det revolutionære dagdrømmeri splintredes i sekteriske atomer, feminismens sejrede ad h. til og blev en karikatur af sig selv og er det stadigvæk osv. Men mange af de progressive bevægelser, der blev startet dengang satte sig spor. Hvor ville vindmølleindustrien være i dag, hvis ikke det var for miljøbevægelsen i tresserne? Hvor ville økologien være, hvis ikke det var begyndt med mikro-makromad og brune ris? Og hvad med bofælleskaberne og de alternative familieformer? Hvis ikke de unge dengang kastede sig ud i kollektivformens strabadser med bollerum og fælles undertøj? For slet ikke at tale om meget af det, der er sket i uddannelsessektoren.

Hvis man gider at pudse fordommenes brilleglas vil man kunne se masser af eksempler på, at det, der skete i tresserne og halvfjerdserne, faktisk fik betydning. Undertiden kan man godt for det indtryk, at nogen af dem, der var med i front dengang, siden er faldet til patten og blevet borgerlige. Fordi de ikke længere står på barrikaderne med bannere og megafoner.

Men jeg tror, at det for mange handler om at finde andre veje til drømmen om et bedre liv end det, vi får under den aktuelle økonomiske og politiske konjunktur. Når jeg tænker på Troels Trier, så ser jeg ham som frontfigur i Røde Mors rockorkester med stor næse, jumpsuit og andefødder. Som med ramsaltede, humoristiske tekster hudflettede det bestående. Et levende eksempel på, at halvfjerdserne kulturelt set slet ikke var så betongrå og ensformige, som visse borgerlige politikere gerne vil have os til at tro.

Efter Røde Mor fortsatte Troels sammen med fruen Rebecca Brüel som underholdende duo – men stadigvæk med glimt i øjet og solidarisk-kritiske tekster om den tid, de levede i. Siden kastede Trier og frue sig over landbruget – det økologiske forstås! – og Troels selv genoptog sin gamle kærlighed til maleriet. Med succes. Så vidt vides optræder Troels stadigvæk i ny og næ. Men helliger sig ellers sin pensel. Og det kan man også se som en politisk handling. Til lykke.