For mange år siden havde jeg en studiekammerat, der spillede guitar. Og han lagde ikke skjul på, at en af grundene til spilleriet var, at det gjorde det med pigerne meget nemmere. De blev tiltrukket af guitaren som møl af flammen. Han havde fundet en nøgle til det, der i den alder er det nærmeste, man kommer paradis. Eller i hvert fald et trick, der kunne få bukserne af pigerne…
Jeg kom i tanke om denne lille personlige anekdote, da jeg læste anmeldelsen af Chris O’Dells erindringsbog “Miss O’Dell: My Hard Days and Long Nights with the Beatles, the Stones, Bob Dylan, Eric Clapton, and the Women They Loved” i The Telegraph. Chris O’Dell var groupie eller rettere: supergroupie. En af de piger, der trofast følger rockens stjerner – store som små – og går i seng med dem m.m. Selv definerer O’Dell begrebet groupie som (kvindelige?) fans, der udvidede deres fornøjelse ved musikken til også at omfatte sex med idolerne. Og man forstår, at sex var en vej til stjernernes indercirkel, som ellers var forbeholdt nogle få udvalgte.
O’Dells vej til stjernerne og sengene gik via et job i Applehovedkvarteret i London i slutningen af tresserne. Og hun var med i de sagnomspundne år i tresserne og halvfjerdserne. Bogen er angiveligt fuld af mere eller mindre saftige anekdoter om Beatles, Stones, Dylan, Clapton m.fl. Og ikke alle kændisserne slipper uden påtale. Clapton beskrives som konstant påvirket og som en, der skulle omgås som et råddent æg. Heller ikke Stones’ Mick Jagger, Bob Dylan (som ville have hende til at sy knapper i) eller Beatles-drengene går ram forbi. De havde alle samme deres “grimme sider”. Men – på den anden side – hvem har ikke det?
Ud over sladderhistorierne, som nok skal sælge bogen, så forstår man, at den også er et tidsbillede af tresserne og halvfjerdserne som en periode, hvor frihedsidealer og drømme strømmede gennem musikken og medierne, men hvor det i virkeligheden kneb med den “frie kærlighed” og de smukke lighedsidealer for mænd og kvinder.
Sprut og stoffer var selvfølgelig også en del af spillet, hvilket vel ikke kan komme bag på nogen, der har blot lidt kendskab til den tid. Efter at have læst anmeldelsen spørger man så sig selv, om det er en bog, man bør læse. Måske. Ser man bort fra Se-og-Hør-fascinationsværdien af “afslørende” anekdoter om vores idoler, så er argumentet måske, at vi ikke kommer uden om groupiefænomenet i musikken. Og det er godt at få belyst den side ved musiklivet. Hvis man så oven i købet får et signalement af de to årtier som kan nuancere billedet, så er det vel ikke så galt?