Som læserne vil vide forsøger bloggen her at følge med i udviklingen omkring den famøse – og centrale – fildeling på internettet. I det forløbne år skete der vigtige ting. Blandt andet blev Pirate Bay, frontfigur for piratfildeling, genstand for en meget omtalt retssag, hvor bagmændene blev idømt store bøder. Sagen er ikke helt slut endnu, for så sent som i sidste uge blev to af de tidligere (?) bagmænd anklaget for stadigvæk at være indblandet i Pirate Bay-foretagendet. Og de dømte på deres side har, som tidligere nævnt, fået tilladelse til at få prøvet to dommeres habilitet.
En anden ting, der skete i 2009 var, at antipiraterne tog deres kampstrategi op til fornyet overvejelse. Forfølgelsen af de små fildelere har vist sig at være en besværlig, omkostningstung og ofte lidet succesfuld strategi (hvilket bl.a. The Guardian har beskrevet). Derfor tyder meget på, at bekæmpelsen af copyrightkrænkende fildeling fremover vil fokusere på dels internetudbydernes rolle og på lovgiverne i de vestlige lande.
The Telegraph kan således fortælle, at der er blevet etableret en ny lobbygruppe med repræsentanter fra film-, tv- og radioindustrien. Gruppen skal arbejde for, at politikerne i EU strammer politiken over for internetpirater. The European Audiovisual Social Dialogue Committee er navnet. Ud over lobbyvirksomhed over for de europæiske politikere skal gruppen arbejde for at få internetudbyderne til at deltage i kampen mod illegal fildeling.
Gruppens opståen er inspireret af den omstridte Digital Economy Bill, som den engelske regering fremlagde i november 2009. Den nye lov vil bl.a. pålægge internetudbyderne at sende advarselsbreve til fildelere, som pågribes. I anden omgang skal det være muligt at reducere båndbredden, sætte en grænse for daglig download og i sidste ende at afbryde misdæderens internetforbindelse. Målet er at reducere den illegale fildeling med 70%.
Digital Economy Bill er blevet positivt modtaget af musikindustrien. Men den er også blevet mødt med modstand, bl.a. fra musikerkredse og fra England næststørste internetudbyder TalkTalk, der mener, at en afbrydelse af internetforbindelsen vil være en krænkelse af brugernes borgerlige rettigheder.
Om muligheden af en internetafbrydelse overhovedet vil komme på tale er et åbent spørgsmål, for regeringen tøver og afventer at se, hvilken effekt de første skridt – advarselsbrevene bl.a. – vil have på fildelingen. En afbrydelse af internetforbindelse er, som det udtrykkes, “den sidste udvej”. Når regeringen tøver, så er det, fordi man håber på, at industrien vil komme med nye attraktive legale tjenester, som vil kunne gøre det mindre attraktivt at fildele illegalt. For det er jo paradokset. På den ene side har industrien en interesse i at stoppe den illegale fildeling. På den anden side er den legale fildeling industriens fremtid.