Da jeg var dreng eksisterede mobning ikke. Altså ordet mobning. Selve fænomenet, altså det, at en gruppe tyranniserede en bestemt elev fysisk og psykisk var ganske almindeligt. Den tykke, de bebrillede, pigen, hvis far lavede leverpostej osv. blev kanøflet eftertrykkeligt. De store elever fandt nogle af de små, som fik buksevand, snørebåndede bundet sammen, fik “hestebid”, “manchetter”, “nossetamtam” osv.
Men, som jeg husker det, var det ikke ophøjet til et pædagogisk problem. Selvfølgelig blev det sanktioneret med svedere og et drag over nakken (da det var tilladt), hvis det blev opdaget, men ellers var det en del af det spil, vi kalder folkeskolen.
Nu omstunder er mobning et seriøst pædagogisk problem, som pædagoger og lærere tematiserer og laver projektuger om. Uden at det tilsyneladende rykker noget som helst. Min datter har været gennem ekstensive projektuger om mobning, hvor ungerne fik viden om, hvad mobning er, set fra en pædagogisk og psykologiske vinkel, og hvordan de burde handle for at undgå fænomenet. Og de var dygtige og forstod det. Men det ændrede ikke en tøddel ved deres adfærd før og efter projektforløbet.Selv har jeg mødt mobningen på alle de arbejdsplader, jeg har været på. Uden undtagelse.
I Berl. Tidende kan man i dag læse bekymrede udsagn om tv-udsendelsen “X-Factor”, der åbenbart (jeg ser ikke udsendelsen) gør mobning til underholdning i den bedste sendetid på DR. Og gør det med åbenbar succes. I udsendelsen kan man se et voksent panel “ubarmhjertigt” skille de kiksede fra dem, der har et vist talent. I følge en såkaldt “antimobbekonsulent”, Ditte Christoffersen, imiterer børnene X Factor i klasseværelset og leger dommere over for deres kammerater.
Det er selvfølgelig den gamle diskussion om tv-mediets (filmens osv.) mulige påvirkning af børn. Hvis mediet viser mobning og legitimerer det i form af underholdning, så bliver børn mobbere. Det er logikken. Problemet er bare, at mobning allerede er en del af ungernes liv. De oplever det i institutionerne, de oplever det indirekte, når forældrene snakker om livet på arbejdspladserne, hvor mobberiet også florerer i bedste velgående osv. Og hvordan kan det også være anderledes i et samfund, hvor man ideologisk og politisk set fremmer konkurrencementalitet og social polarisering, hvor man ikke for alvor gør noget ved diskrimination af kvinder, folk med ‘anden etnisk baggrund’, ældre osv.? Og hvor man i medierne prioriterer det højere at være populære (seertal!) og underholdende end at være oplysende og eksemplarisk? For det sidste ville jo betyde, at man var en statslig formynder og bildte sig ind, at man vidste, hvad der var bedst for seerne.
Som nævnt ser jeg aldrig X-Factor (eller lignende programmer) og mener egentlig, at programmer af den type eksponerer vores eget livs elendigheder som underholdning. Medens vi klapper os selv på lårene af grin over, at en eller anden naiv og kikset person får fingeren af dommerne, kan vi et øjeblik glemme, hvad vi selv har været ude for eller har udøvet. Ideologisk set er det selvfølgelig en legitimering af det konkurrencesamfund, vi lever i, hvor det gælder om at hytte sit eget skind og lade fanden tage resten. Det er den samme tankegang, der i øjeblikket freder finanskrisens skurke – lederne i finans- og bandverdenen – medens man pisser på dem, der betaler prisen i dobbelt forstand: gennem skatten og i form af ledighed. I den sammenhæng får den pædagogiske moraliseren en rolle som narrens i den feudale tid. Narren peger på en væsentligt problem, men ingen tager ham rigtig alvorlig, fordi han netop kun er en nar…
@AagePK: Jeg har lige læst, at flere og flere unge under 30 bliver førtidspensioneret. PÃ¥ grund af ADHD og (andre) psykiske problemer. Filmen knækker for flere og flere unge i et samfund, der bliver mere og mere konformt. En konformisme, der kommer til udtryk i beskæftigelsesministerens kommentar til statistikken. De unge bliver efterladt pÃ¥ “perronen” og nÃ¥r ikke at komme med pÃ¥ “toget”. Det er det, det gælder om i dagens Danmark: Vi skal skynde os at komme med pÃ¥ det tog, der drøner derud af med damp pÃ¥ kedlerne. Det kræver ensretning, konkurrenceÃ¥nd og selviskhed. Rundsave pÃ¥ albuerne og mobberi pÃ¥ vejen frem… Det burde være anderledes.
I was born beautiful, so it just made me stronger and more clever.
@Anja: Ja, heldigvis er vi mange, der klarede mobberiet.
Lad os dog starte med os selv. Vi har set X-faktor og er ikke lårklaskere. Fred være med dem der er dét, og fred med os der blev mobbet og drillet og holdt udenfor. It made us strong, clever and beautiful;-)
@AagePK: De fÃ¥r det svært ude i samfundet under alle omstændigheder! 🙂
Dengang vi stadig havde klassens time brugte vi, eleverne og jeg, meget tid i klassen på at definere drilleri og mobning, bl.a. gjorde vi meget ud af, at den, der ikke kunne tåle at blive drillet, heller ikke måtte drille andre. Vi andre havde det dog så sjovt, så selv de sarteste måtte give op og lærte at lade sig drille, for at få lov til at drille med.
Ungerne skal jo lære det, ellers får de det ikke nemt ude i samfundet. Eller i X-faktor.
@Thomas Jensen: Ja, det er jo det, der sker, når man iscenesætter det som pædagogisk projekt. Almindeligt godmodigt drilleri, som er et nødvendigt krydderi mellem mennesker, der respekterer hinanden, er jo ikke mobberi. Med hensyn til problemets løsning i skolen, så tror jeg, at det i høj grad hænger sammen med den daglige opdragelse af ungerne og ikke festlige pædagogiske temauger o. lign. Og med tilstrækkeligt med ressourcer, ville det nok også være til at tackle.
Men det var slet ikke derhen jeg ville. Jeg ville pege pÃ¥ det paradoksale i, at vi “bekæmper” mobberi i folkeskolen, samtidig med, at “vi” fremmer den selviske magtkamp pÃ¥ snart sagt alle andre fronter i samfundet. Og X-Factor er jo bare et symptom pÃ¥ den udvikling. Det stiller folkeskolen i en umulig situation.
Hvornår bliver drilleri til mobning?
Hvornår bliver den helt legitime magtkamp i en gruppe som skal til for at definere de enkelte individers indbyrdes placering til mobning?
Personligt tror jeg at mange af disse tiltag mod almindeligt drilleri er direkte skadeligt.
So barn blev jeg selv drillet men har aldrig oplevet mig som mobbeoffer og har ofte set med vantro på nogle af de såkaldte problemer som især lærer har følt sig kaldet til at kaste sig over med megen stor alvor istedet for at lade ungerne løse tingene selv.
@AagePK: Ja, selvfølgelig var nogen opmærksom pÃ¥ problemet. Andet ville ogsÃ¥ være mærkeligt. Tænk ogsÃ¥ pÃ¥ Scherfigs Det forsømte forÃ¥r. I dag sanktioneres mobberiet pÃ¥ højeste politiske plan. Hvad med DFs mobning af folk med en anden etnisk baggrund end den danske? Claus Hjort Frederiksen og hans tro væbner Støjbergs mobning af alle, der ikke tilfældigvis er pÃ¥ arbejdsmarkedet som arbejdskraft? Rygerne? De overvægtige? Jeg tror mange af os, som du, har prøvet at være med i mobberiet – i større eller mindre omfang. Og har for en tid nydt at gÃ¥ ram forbi. Selv kan jeg endnu fÃ¥ en dÃ¥rlig smag i munden og skamfølelse, nÃ¥r jeg tænker pÃ¥ vores kollektive drilleri over for Vimmer, en pige i realskolen, der var sÃ¥ uheldig at have en far, der lavede leverpostej. Men hvad gør vi ved det, Aage? Underhundene mÃ¥ bide fra sig som smÃ¥ terrier og sÃ¥ mÃ¥ vi af med overhundene…
Mobning som pædagogisk interessant fænomen var måske ikke så tydeligt dengang; men en del forfattere, og også lærere og skoleledere på mine skoler, tog da problemet op.
Den første bog var nok Den store Bastian: PÃ¥ Vesterbro en neger gik… Og sÃ¥ var der Tykke Niels-bøgerne, Drenge o.lign, Prøv med kærlighedens stærke arm, husker du?
Pga min faders stilling, vor nationalitet, brillebærer, spejder, omm oplevede jeg selv mobning fra mange sider; det værste var dog, da jeg tog mig i selv at være med i mobning, måske netop, fordi så mange af vore lærere havde oplevet Det tredje Rige og derfor var mere opmærksomme på fænomenet og hvad det kunne føre til for BEGGE parter: den dag, du er overhunden, hvordan takler du så situationen?