Overskriften på dette indlæg er selvfølgelig løgn. For Elvis er død og borte og har været det, siden han blev fundet på sit badeværelse den 16. august 1977. Men vandrehistorierne om Elvis, der stadigvæk lever på Hawaii, på månen osv., lever i bedste velgående, selv om de efterhånden har fået karakter af en joke. Omvendt er disse historier et indicium på, at nok kan en stjerne dø, men ikke myten, hvis ellers den er stærk nok. Og Elvis var en mytologisk skikkelse, længe inden han i en vis forstand blev offer for samme myte.
75 år ville han altså være blevet i dag, hvis ellers osv. Og han vil blive fejret med manér – posthumt – her, der og alle steder. Når jeg tænker på Elvis Presley, så er det billederne af single- og – ikke mindst – EP-covers, der dukker op. Nemlig dem, jeg fik til at afspille på min grønne rejsegrammofon. Sange fra hans tresserperiode, hvor civiliseringen af halvtredserrebellen med de svingende hofter og den frivole frasering allerede var i fuld gang, men langt fra var fuldbyrdet. Dernæst er det et flimrende hav af billeder og scener fra alle de biografifilm, jeg trofast slugte i Phønix Bio søndag eftermiddag i tresserne. Elvis-filmene, som almindeligvis betragtes som Elvis’ kunstneriske nedgangstid, men for en grøn fan som mig var oplevelser, jeg kunne leve længe på. Endelig var det tonerne fra Jailhouse Rock og andre halvtredserrocknumre fra dampradioen.
“One Broken Heart for Sale” var den første Elvisplade, jeg fik. Og jeg har den endnu. Og i morgen vil jeg smide den på grammofonen, lukke øjnene og sende Kongen en kærlig tanke.
PS. Læs også Torbens indlæg: Kongen er stadig i bygningen.
@anjoe: tak for mederindren. Og man behøver ikke at være enig med capac i alt for at læse med her! Heldigvis.
Ohh disse minder, Capac 😀
Min 7 år ældre bror (årgang 1947) var tidligt Elvis-fan, og søskendehygge på hans værelse sammen med yngste storebror (1950) var råhygge, når rejsegrammofonen lystigt snurrede singleplader rundt og rundt, og jeg udover at kikke på pladeetuier, tilmed kunne se flere fotos af Elvis på væggen bag spillemaskinen. Det var de dersens, hvor stjernen var i glas, omkranses af hvidt pap med noder påtrykt, og en sort taperamme!!!
Elvis var dog ikke ene pÃ¥ banen; andre “rockere” samt Cliff, Ricky Nilson (s.s.f.)og Fabian – sidstnævnte med de gule plader hørtes ditto. Og flere danske kom til, bl.a. The Defenders og The Hitmakers; førstnævnte fik han et nært forhold til, men det er en ligegyldighed her 😉
Da min yngste storebror tog “musikuddannelsen” over, sÃ¥ blev det mest Elvis og hans udgydelser, der fængslede mig. Hos ham lærte jeg tidligt The Beatles og The Rolling Stones at kende, og jeg fik heller ikke der et problem med plus/minus, som mange andre har haft. Begge var blændende gode pÃ¥ hver sin vis – men nÃ¥r jeg skulle vælge dengang – og det valg holder stadig – sÃ¥ er The Beatles toppen!!
Og skal jeg vælge favorit iblandt de langhÃ¥rede gutter efter brud, ja da bliver topscoren som forud, nemlig John Lennon. Den mand ejede talenter, som P.M. endnu ikke har bevist at eje trods alle ekstra leveÃ¥r 🙁
Godt nyt år, Capac, og tusinde tak for al dit skriveri musisk samt samfundskritisk, skønt jeg ikke er enig med dig altid summensariumsk *LOL*