1. “Kald det kærlighed” – Lars Lilholt Band

2. “Kære lille mormor” – Richard Ragnvald

3. “Rigtige venner” – Jodle Birge

4. “Himmelhunden” – Teddy Edelmann/Sussi & Leo

5. “Mormors kolonihavehus” – Eva Madsen

6. “En dejlig dag” – Tonny Landy

7. “Tak er kun et fattigt ord” – Poul Bundgaard

8. “Vi skal gå hånd i hånd” – Keld og Hilda Heick

9. “Smuk som et stjerneskud” – Brdr. Olsen

10. “Vore allerbedste år” – Lis og Per

Ovenstående liste er en topti over de sange, der er blevet spillet mest i programmet Giro 413 det forløbne årti. For mange af os har, som bloglæserne vil vide, Giro 413 haft en afgørende betydning for vores musikkulturelle dannelse.

Igen og igen støder man på Giro 413 som programmet, der gav adgang – på godt og ondt – til en fælles dansk sangskat. Sådan var det i hvert fald, indtil DRs såkaldte monopol blev brudt, og lytterne kunne spredes til alle de nye kommercielle radiokanaler, hvis de ellers havde lyst. Før var Giro 413 en institution som “Amen i kirken”. Den kørte i de små hjem om søndagen med lige så stor sikkerhed som kirkeklokkernes bimlen lød fra Zions Kirke på Nygårdsvej i min barndoms søndage. Og det var der en vis tryghed og forbandelse over.

Hvis jeg kort skal sammenfatte mit forhold til Giroen, så er det: ambivalens. Her har jeg lærte sange at kende, som jeg stadigvæk holder meget af. Men også sange, der fik mig til at græmmes, og overlæderet i mine sko til at revne. Kærlighed og had. Ambivalensen blev mere udtalt, da jeg opdagede Elvis og alt det, der fulgte. Selv om jeg er blevet meget rummeligere, musikalsk set, med årene, så er der stadigvæk sange, jeg har svært ved at lytte til. På ovenstående liste finder man således en, der også var med i mine dannelsesår: Poul Bundgaards “Tak er kun et fattigt ord”. Og den har altid været for meget i mine ører.

I morgen fylder Giro 413 tres år. Kun Radioavisen (undskyld: radionyhederne) og morgenandagten er ældre. Som man kan læse ud af Berlingske Tidendes omtale af programmet, så har det også været en kampplads, hvor public-service-institutionen DRs rolle som oplysningskanal og smagsdommer tog sig en holmgang med populismen. Katalysator for denne kamp var bl.a. Otto Leisner, der lukkede danskpoppen (i bredeste forstand) ind.

Selv om programmet havde sine gyldne år i tresserne med næste 100% af lytterne i 1961, så er det stadigvæk et af de mest populære programmer i landet med et lyttertal på omkring 800.000 hver søndag på P4. Styrken i programmet er dets folkelighed og oprindelige primitive “interaktivitet”. Som det senere “De Ringer, Vi spiller” med Jørgen Hjorting, var Giro 413 et af de første DR-programmer, der for alvor tog den folkelige lyttermedindflydelse alvorlig. Et folkeligt koncept, der siden i den kommercialiserede musikradios tidsalder er degenereret til tomgangsunderholdning, hvor den eneste reelle motivation for at få lytterne til at ringe eller sende sms er at behage reklameannoncørerne.

Apropos Giro 413, så stødte jeg på programmet igen under læsningen af Christian Braad Thomsens erindringer, hvor det netop har den centrale rolle, som den også fik for mig. Thomsen kommentere bl.a. Johannes Meyers “hit” med Skærsliberens Forårsang (af Kai Normann Andersen). Det er i denne sang, man finder følgende uforglemmelige hyldest til ungdomstiden:

“Hvor er min ungdom? jeg ved det næppe

Hvor var den skøn. Jeg var fri og løs.

Jeg sov i vejgrøftens blomstertæppe,

Jeg sov hos landsbyens bedste tøs.

Med hende var det en fryd at bakse

Thi vårens duft var i hendes skød.

Jeg sleb kun knive, jeg sleb kun sakse

Men sleb dog solskin og dagligt brød.”

Sanselig ungdommelig erotik i poetisk iklædning, så det kunne indgå i et ellers ganske dydigt program som Giroen, selv om det fik vor mor til at rømme sig ved køkkenvasken og farmand til at løfte avisen lidt højere.

Vi ønsker til lykke med tresårsdagen og samler ind i coveret fra en tom cdboks…