Rolling Stone kolporterer nyheden om, at Yoko Ono har planer om at skrive sine erindringer om samleveren John Lennon. Inden for de næste fem år vil hun fortælle om “balladen om John og Yoko”, da Beatles opløstes, om “bed-in”, bare røve osv. Det skal nok blive en sællert blandt gamle fans af The Beatles!
Yoko Ono blev jo dengang gjort til ondets rod. Det var hende, der umuliggjorde en forsoning mellem de to egoer, John og Paul. Osv. I hvert fald i nogle udlægninger. Men meget kunne tyde på, at hun snarere var en passende syndebuk for en opløsningsproces, der allerede var i gang før Lennon mødte Ono på en kunstudstilling.
Med mødet mellem Lennon og Ono kom et kulturelt møde i stand. Et møde mellem en asiatisk tankegang og en vestlig. Og mellem en avantgardekunstner og en rock- og popmusiker. For Lennon var det en saltvandsindsprøjtning, der satte gang i post-beatles-kreativiteten. Og for Ono betød åbnede det mulighed for at lave sin egen særegne musik i grænselandet mellem japansk inspireret avantgardisme og pop.
En god indføring i Onos musik finder man på den Onobox, der udkom i 1992 og dækker det meste af hendes musikalske virke. For længe siden lyttede jeg boxen igennem fra ende til anden over en længere periode. Og det var som en musikalsk syrebad, der nedbrød mange af de forventninger og forestillinger, man er tilbøjelig til at opbygge om rockens og poppens grænser. Og det er vel det kunst også kan: overskride grænser…