I enhver kunstners udvikling går det op og ned. Kreativitetens og inspirationens kilde løber ikke altid frit, men tørrer nogle gange ud. Og mange ydre og indre faktorer spiller ind, når kunstneren arbejder.

Når man – som undertegnede – læser musikanmeldelser i dagbladene og tidsskrifter, kan man godt få det indtryk, at anmelderne undertiden glemmer, at kunst er en proces. At et album godt nok fremtræder som et samlet værk, men i realiteten er en iscenesættelse, hvor de enkelte dele er stykket sammen uden måske nogensinde at være tænkt som dele af en bestemt helhed. Selv de såkaldte concepts albums, som blev et begreb i tresserne, er udtryk for kunstnerens spredte lemmer. Lidt hårdt trukket op, kan man godt sige, at albums – som digtsamlinger og andre “værker” – er affaldsprodukter fra en fortsat skabende proces. Aske fra en stadigt brændende ild.

Det er nok også derfor, man ofte kan læse om filminstruktører, sangskrivere, forfattere osv., at de sjældent vender tilbage til deres værk, når først det er sendt ud i verden. For så er man allerede videre i processen…

I David Bowies tilfælde er det almindeligt at hævde, at mandens kreative formkurve toppede i årene 1976 til 1979, hvor han indspillede sin Berlin-trilogi – Low, Heroes og Lodger. Og at Scary Monsters (and Super Creeps) fra 1980, så at sige var et foreløbigt punktum i karrieren. Man kunne mærke på anmelderne, at Bowies interesse for det dansante i Let’s Dance (1983) og Tonight (1984) var udtryk for en kreativ slaphed og ikke en kunstnerisk nyorientering.

Bedre gik det ikke med “Never Let Me Down” fra 1987, selv om den indeholdt mange fine sange fra Bowies egen hånd. Også gruppeprojektet “Black Tie White Noise” fik knubbede ord fra anmelderne, der stadigvæk forvendtede en regulær opfølger til Berlin-trilogien.

Men løfter man blikket lidt og ser på Bowies produktion sådan lidt fi fugleperspektiv så vil man se, at Bowies kamæleonagtige forvandling, som blev lovprist i de gamle glamrock- og androgyne selviscenesættelsesdage, blot er forsat. Forvandlingen eller maskepien er kontinuerlig.

Det betyder selvfølgelig ikke, at alt, hvad der er kommet fra Bowie er lige inspirerende og lytteværdigt, men omvendt så er der mange af pladerne efter 1980, som fortjener et genhør og – ja – en genrejsning. Det gælder fx “1. Outside” fra 1995. Selv om kritikken var lidt mildere over for den, så var der stadigvæk en mærkbar forbeholdenhed.

“1. Outside” er et conceptalbum, som bygger på en fortælling “Diaries of Nathan Adler”. Et slags science fiction om en nær fremtid, hvor kunsten er blevet så grænseoverskridende, at den griber til mord og kropsødelæggelse. Regeringen har derfor lavet et særligt kontor, der skal håndtere kunstens udvikling. Og her huserer Bowie alter ego Nathan Adler. Historien kan også bare ses som en macguffin, der sætter rammen for en udforskning af rocken i starten af halvfemserne.

Pladen er produceret af Bowie sammen med Brian Eno, og sammen har de skabt en (rock)musik, der både er enkel og kompleks. På en bund af elementær rockrytmik væver Bowie-Eno et net af soundscapes, der både er tidstypiske og sender associationer i retning af Low, Heroes og Lodger. Den næsten 75 minutter lange plade veksler mellem de vægtige rocknumere og mere teatralske, reciterende stykker.

Pladen og den opfølgende koncertturné, hvor Bowie – egentlig meget logisk pladens industrialrockede karakter taget i betragtning – slog pjalterne sammen med Nine Inch Nails forgrundsfigur Trent Rezor, delte efter sigende Bowies fans i to lejre. Dem, der buhede af manden, og dem, der var begejstrede. Selv hører jeg til de sidste. Pladen er et overflødighedshorn af kreativitet og inspiration, som fortjener et bedre eftermæle, end det fik dengang, det udkom…