Jeanne har været så sød at sende mig et eksemplar af Gunnar Cleemanns nye soloplade “45 Minutes Mostly About Caring”. Og jeg har ladet den snurre på min afspiller de seneste uger for at lytte mig ind på den. I første omgang vidste jeg nemlig ikke, hvad jeg skulle mene om udspillet. Sådan har jeg det ofte med musik. Musikken skal have lov til at komme ind under huden. Man skal have tid til at lytte sig ind på kunstnerens intentioner. I Cleemanns tilfælde gik der et par dage, inden døren gik op til det univers, der i første omgang virkede lidt indelukket og selvkredsende. Sådan kan plader, hvor melankoliens grundtone er fremherskende, ofte virke.

Men skinnet bedrager, for Gunnar Clemanns sange er – skåret ind til benet – popmusik. Ikke af den udspekulerede metervareslags, som fylder de mange FM-stationer og mainstreamhitlister. De sarte melodier er tilsat arrangementer, hvor der behændigt leges med  nærmest sfæriske stemninger, man kan aftvinge moderne elektronisk isenkram og akustiske instrumenter. Over det hele svæver Clemanns lyse vokal, der i forbifarten kan minde lidt om Antonys, men ellers ikke ligner noget, jeg har hørt for nylig. En let, luftig stemme, der passer godt til pladens romantisk-melankolske univers.Umiddelbart tror jeg ikke, at Clemanns musik vil have en chance på Boogielisten, men jeg tror, mange voksne poplyttere vil have fornøjelse af at sætte pladen i omdrejninger. Hermed anbefalet.

PS. Et par sange kan hentes her, hvor der også er link til Clemanns Myspace-side med mere musik.