Et nyt år. Nye jubilæer. For ikke så længe siden skrev jeg om The Clash og deres hovedværk London Calling, og nu gælder det så opfølgeren, tripelalbummet Sandinista! fra 1980. Gruppens pendant til Beatles’ Hvide Album. I mere end en forstand. Dels omfanget, men også, fordi pladen som Beatles-pladen er en meget varieret sag. Nogle vil nok sige en rodebutik at stilarter fra rock, reggae, jazz, R&B, rockabilly, folk og meget mere. Et kollektivt overflødighedshorn, hvor kreativiteten sprudlede så meget, at gruppens medlemmer vist nok måtte give afkast på en del af deres royalties for at få albummet ud til en særlig lav pris.Det var i hvert fald en af de historier, der fulgte med pladens udgivelse.

Gruppen stod selv for produktionen og arbejdede så tæt sammen om numrene, at de også valgte fra fremstå som sangskriverteam: The Clash. I det hele taget var kollektiviteten en fremherskende kvalitet ved Sandinista! På pladen medvirker også en række særligt indkaldte teknikere og musikalske venner. Til de sidstnævnte hører skuespilleren Tim Curry (ham fra Rocky  Horror Picture Show), Lew Lewis (Eddie and the Hot Rods), Ellen Foley og Tymon Dogg (the Mescaleros).

Som forventeligt faldt kritikken i to grupper. Dem, der mente, at pladen var et frodigt, grænseoverskridende, musikalsk mesterværk. Og dem, der mente, at mindre end det halve kunne være nok. En tveægget kritik, som også vederfaredes Beatles og deres White Album. Ikke desto mindre blev den en af årets mest omtalte plader, og den lå på alskens top-10 lister over de bedste plader i året, der gik. Og Rolling Stone har siden indlemmet den i deres kanon over de 500 bedste plader gennem tiderne.

Ud over den musikalske opfindsomhed og variation, så er det også en meget politisk plade, hvilket titlen også mere end antyder. The Clash stod for en udogmatisk socialistisk kritik, der tog sigte både mod den hjemlige vesterlanske andedam, internationale konfliktzoner og de forstenede diktaturer bag jerntæppet. Pladen udkom først i december måned 1980, bandets medlemmer var i studiet det meste af året med pauser, så en tidlig fejring af jubilæet er vel på sin plads.

Den mere end to timer og tyve minutter lange udgivelse er selvfølgelig udkommet på cd, og lur mig, om ikke pladeselskabet får lavet en særlig jubilæumsudgave med ekstra mange minutters spilletid…