Egentlig kan jeg bedst lide nytårsaften, når det sidste glas er drukket og skyderiet uden for vinduerne ebber ud med de sidste krampetrækninger. Når det nye år tager sine første spæde, forsigtige skridt med andre ord og varsler om en fredelig første nytårsdag, hvor de fleste ligger på øret, og vi andre i ro og mag kan gå en tur med hunden.

TV2 havde valgt – og det skal institutionen have ros for – at divertere med musik efter midnat, og jeg fik set lidt af både Michael Jacksons 30 års jubilæumsshow fra Madison Square Garden 2001 og det efterfølgende jubilæumsprogram fra Rock & Roll of Fame.

Skar man al det amerikanske ikondyrkende selvsving fra, glemte alt om den maltrakterede næse og Jacksons andre ofringer på mainstreamalteret, så kunne man opleve en entertainer, der kunne sit kram til fingerspidserne. En i bedste forstand imponerende koreograferet optræden, der lod en forstå, hvorfor Jackson fik møntet titlen King of Pop på sig. Når Michael Jackson var bedst, var han den dansante pops ukronede konge. Danseoptrinene, der blev afviklet med en lethed, der til forveksling mindede om spontanitet, fik Vild med dans til at ligne optagelser fra danseskolen hos fru Violet i Matador og sangfremførelserne gav alle håbefulde X-Factor-kandidater en påmindelse om, at talent kun er 10% af en succes; der skal også arbejdes hårdt og længe, hvis man vil ud over de 15 minutters berømmelse, som tv-mediet kan give en.

Jeg må vist se om ikke jeg kan få hele udsendelsen at ved lejlighed.

Efter Jackson diskede TV2 op med en 25-års jubilæumskoncert fra Rock & Roll Hall of Fame. Og som man vel kan gætte, så var det ikke ungdommen, der dominerede i den udsendelse. Jeg så Crosby, Stills & Nash sammen med Bonnie Raitt og James Taylor, inden dynerne kaldte for højrøstet på mig. Alderen er bestemt ikke gået sporløst hen over de nævnte skikkelser. David Crosby lignede en fra det lokale plejehjem her i Højbjerg, bortset fra det lange lyse hår og det karakteristiske for lange overskæg. Nash og Stills så lidt yngre ud, men ikke meget. Til gengæld så både Raitt og Taylor ganske velbevarede ud. Men musikalsk brændte de stadigvæk med en inderligt glødende flamme, så man kunne mærke, at de ikke kun var med for pengenes og rygklapperiets skyld. Det var rart at se, nu hvor der er gået endnu et år, og vi alle er blevet lidt ældre…