Tilfældet ville, at blogbestyreren måtte bruge en del af natten på at se krimiføljeton. Han havde optaget den tidligere omtalte svenske serie i to dele Danselærerens genkomst. Det var kun meningen, at jeg skulle se første del, men historien om den uortodokse unge politibetjent, der efterforsker en ældre kollegas voldsomme død, lod ham ikke slippe før historien var omme. Bedre anbefaling kan man næsten ikke få af en historie, der varer ca. tre timer…

Henning Mankells fortælling er en moderne krimihistorie i den forstand, at efterforskningen ikke kun er en efterforskning af et par drab, men efterhånden også bliver en efterforskning i efterforskerens egen fortid. Uden at han fra starten er klar over det. Sherlock Holmes møder Sigmund Freud i moderne aftapning.

Et tilsyneladende rituelt drab langt ude i den svenske skov viser sig at trække tråde tilbage til den for det svenske samfund traumatiske periode under nazitiden. Mankells fortælling står i gæld til traditionen fra de store svenskere Wahlöe og Sjöval i sin bidende kritik af det svenske velstandssamfunds manglende resistens over for dybt reaktionære højrekræfter, der ubesværet operer i nutiden. Samtidig er Mankell også inspireret af den moderne psykologiske krimiroman (fx den engelske), hvor hovedpersonens egen ikke-erkendte fortid og psykiske habitus bliver en vigtig brik i løsningens af gådens puslespil.

Skuespillerne, der for de flestes vedkommende er relativt ukendte i en dansk sammenhæng, spiller med overbevisende autoritet, og miljøskildringen af det tilsyneladende fredelige provinsielle Sverige, der viser sig at være pilråddent, er glimrende. Der ligger en knugende, truende stemning over det mørke skovlandskab som øges minut for minut. Alle overvåger hinanden med slet skjult mistro og i dække af et væv af løgne.

Det lykkes fint for instruktøren at skabe en næsten klaustrofobisk situation, hvor den lidt naive unge betjent til sidst ikke kan se, hvem der er fjende, og hvem der er ven. Det er langt fra en opbyggelig fortælling, snarere en kulturskeptisk historie. Men se den selv. Den er værd at bruge nogle timer på.