I musikpressen – bl.a Gaffa – kan man læse, at Sir Paul Mccartney har henvendt sig til instruktøren af Lennonfilmen Nowhere Boy, fordi han mente, at portrættet af tante Mimi var fejlagtigt. Til Daily Mail siger Macca, at han fortalte instruktøren, at Mimi ikke var så led, som filmen gør hende til. Hun var en skrap kone med et godt hjerte. Instruktøren lyttede til Macca og korrigerede i manus. Macca havde også andre ændringsforslag til filmen og afslog en personlig invitation til premieren fra instruktøren.

Den sidstnævnte handling kan vel kun forstås som en uudtalt afstandtagen fra filmen. Og Macca er selvfølgelig i sin gode ret til at mene, hvad han vil om filmen, men han går galt i byen, hvis han tror, det handler om den virkelige Mimi eller den virkelige John. Filmen er en fiktion. Oven i købet en fiktion baseret på Lennons halvsøsters erindringer om Lennon. Den handler altså ikke om, hvordan Macca husker Mimi (eller John), men om, hvordan instruktøren opfatter halvsøster Julias erindringer om osv. Filmen er fiktion. Som man plejer at skrive i den slags film: “frit efter”. Macca skulle have holdt sig for god til den slags og have nøjedes med at blive hjemme på premiereaftenen…