Led Zeppelin – “gammeldags” og “uoverbevisende”

Author:

Jeg har i nogle indlæg beskæftiget mig lidt med Led Zeppelins letsindige forhold til andre sangskriveres åndelige ejendomsret. Senest Bukka White.

Min interesse er ikke først og fremmest at hænge Jimmy Page, Robert Plant og Co. ud som tyveknægte af intellektuel ejendom. Selv om de har været det og altså er det endnu… For intellektuelt tyveri i kunstens verden er ikke et nyt fænomen. Det handler heller ikke om at fratage Led Zeppelin deres ubestridelige bidrag til heavy rock’n roll. Men om nødvendigheden af at forstå, at ingen fornyelse sker uden traditionsbevidsthed.

Nye kunstnere – musikere, malere, digtere osv. – må kende deres forudsætninger for at kunne forny sig. Selv om det er paradoksalt. Ellers kommer de bare til at opdage den dybe tallerken og det varme vand på ny. Og det er der jo masser af eksempler på.

Led Zeppelin er traditionalister – som mange af tressernes engelske R&B-baserede bands. De ville ingenting være, hvis ikke de fordybede sig i The Blues og gammel rock’n roll. Et aktuelt “bevis” på denne sandhed er nyheden om, at BBC opfattede gruppen som “gammeldags” og “uoverbevisende”, da bandet i 1969 aflagde prøve hos radiofonien. Gruppen var blevet inviteret til lydprøve et år efter sin dannelse og mødte altså massiv kritik. Heldigvis betød smagsdommernes udmelding ikke, at gruppen blev vraget. I stedet indspillede Zeppelinerne en række sessions for BBC, som netop har været genstand for et specialprogram på BBC Radio 6 den 25. december. På BBCs hjemmeside kan man også læse radiostationens egne dokumenter om gruppens famøse introduktion til BBC optagelserne. PS. I øvrigt blev også David Bowie og Marc Bolan udsat for tilsvarende nedladende kritik fra BBC.

2 thoughts on “Led Zeppelin – “gammeldags” og “uoverbevisende””

  1. Hej Capac. Der er ingen tvivl, at Led Zeppelin var traditionalister og stod på skuldrene af deres forfædre, men ikke desto mindre er gruppens mest anonyme medlem – John Paul Jones – netop sprunget ud i et nyt projekt med Josh Homme og Dave Grohl. Det hedder Them Crooked Vultures og er absolut værd at lægge øre til som en nutidig krølle på Zeppelin historierne. Hilsen Henrik.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *