Lægger man øre til vandrørene, vil man kunne høre, at et nyt album skulle være på vej med Johnny Cash. Vist nok den sidste ombæring af American Recordings, den serie indspilninger, som den aldrende Cash (heldigvis) fik lavet med produceren Rick Rubin. Vi kan takke pladeselskabsejer Rubin for, at Cash fik mulighed for at indspille noget af det bedste i karrieren i en periode, hvor de store pladeselskaber ellers havde lagt den gamle stjerne på hylden og på is.

Rubin, der ellers havde satset på hård rock og rap på sit pladeselskab American Recordings, gav den gamle kæmpe mulighed for at vise, at godt nok havde han en lang karriere og et langt liv bag sig, men der var endnu meget at give, hvis bare man gav manden en guitar i hånden og nogle gode sange. Ideen med at finde en perlerække af gode sange og lade Cash indsynge dem uden at gennemhegle dem i Pro Tools eller tilsætte alskens overflødige lydspor viste sig at være et kunstnerisk scoop, som resulterede både i en Grammy (Best Contemporary Folk Album) og kritikerroser i lange baner.

Tynget af livet, syg af diabetes og Shy-Drager-syndrom indspillede Cash så musik til flere cd’er, hvoraf de flest er udkommet. At l lytte til disse plader er en mental renselsesproces. Med den ærlighed, der tilkommer en udogmatisk troende som Cash, som ved at timeglasset rinder ud, og at forgængeligheden overvinder forfængeligheden, skærer han ind til benet på den sangskat, Rubin udfordrede ham med. Tag for eksempel Lennons og Mccartneys smukke “In my Life”, som The Beatles’ indspillede til Rubber Soul i 1965. En meget moden sang fra det unge sangskriverpar om erindringens vemod og kærlighedens livgivende kraft. I Cashs nøgne udgave, fremført med en sprukken stemme, får teksten en helt anden dybde og fylde.