Bedre sent end aldrig, som man siger. For en måned siden – den 20. november helt præcist – fyldte den svenske sangskriver, musiker, forfatter m.m. Ulf Lundell tres år. I Sverige er han en etableret institution, medens han her i landet  nok er kendt, men langt fra i et omfang, som hans kvaliteter berettiger til. Det antal gange, han har besøgt Danmark – senest på Roskilde Festivalen – er til at overse.

Men sådan er det jo desværre for mange svenske kunstnere. Og barrieren er nok sproget – og måske også kulturforskellene mellem Danmark og Sverige, som vi plejer at bagatellisere, når vi ved festlige lejligheder lovpriser vort nordiske fællesskab eller broderskab. Her i landet skal musik helst være på engelsk – eller i hvert fald dansk. Så snart man synger på svensk, norsk, tysk eller fransk, så kniber det med entusiasmen. Med enkelte undtagelser.

For snart mange år siden tilbragte jeg en nytårsaften i selskab med mig selv. Jeg havde haft en slidsomt år, der havde tæret på ikke mindst de mentale kræfter, og jeg besluttede så at afskære mig fra det sociale på netop den aften, hvor det sociale ellers er en selvfølge. Planen var at spise lidt godt, drikke lidt god vin og så ellers gå i seng til sædvanlig tid. Men tilfældigvis – og heldigvis – kom jeg til at tænde for tv på SV1, hvor Ulf Lundell med band gav nytårskoncert. Og det var en uforglemmelig oplevelse. Selv om det kun var på tv – oven i købet i sort-hvidt – så var det en af de bedste rockkoncerter, jeg har oplevet. Og siden dengang har jeg været fan af Ulf Lundell, som i mine øjne og ører er på niveau med sine egne store udenlandske forbilleder: Bruce Springsteen, Neil Young – og Bob Dylan.

25 studioplader, 3 livealbum, et par dvd’er og et dusin opsamlingsplader er det blevet til gennem årene. Begyndende med Vargmåne (1975), som gjorde Lundell til “Sveriges Bob Dylan” og til det seneste album “Omaha” fra sidste år. Fremragende plader alle til hobe. Og plader, der fortjener at blive omtalt hver for sig.