Sven Wollter på plade

Author:

Er man – som capac – en ynder af svenske film, ikke mindst kriminalfilm, så vil man vide, hvem Sven Wollter er. En fin karakterskuespiller. En af de bedste, man kan finde i broderlandet. Men Sven er også sanger – og kommunist. I år har han således udsendt en plade med titlen “Sånger från tjugonde seklet”, hvor han forener sit kommunistiske verdenssyn og sangkunsten. Pladen er forventeligt ikke faldet i god jord i Folkhemmets store presse, der nok hellere havde set, at han havde kastet sig over Bellman og Ever Taube i stedet for “proletärromantik och proggnostalgi”, som anmelderen i Dagens Nyheter mavesurt konstaterer. Tidsånden – ikke mindst i Sverige – er ikke til musik med politiske holdninger. Så hellere holdningsløs, harmløs pop, for det er jo ikke politisk, vel? Næ, det er længe siden, Hoolabandolaa Band og halvfjerdserne satte dagsordnen derovre på den anden side af Øresund. Wollters plade kan købes på nettet og downloades fra Itune, Play osv.

7 thoughts on “Sven Wollter på plade”

  1. @mb: Spøg til side. Jeg tror ikke, at man kan eller behøver at lave om på menneskene for at ændre på samfundets indretning. Det vil ske, hvis ellers vi vil bevare livet på kloden. Jeg tror ikke på, at den globaliserede kapitalisme (markedsøkonomien, liberalismen..) har en glorværdig fremtid med sin underminering af vores livsgrundlag. Vi har lige med Cop15 set en demonstration af, at de globale klimaproblemer ikke kan løses inden for en liberalistisk økonomisk tænkning. Det var det man diskuterede: økonomi.
    Karl Marx indsÃ¥ det allerede, da han skrev sine værker, men begik den fejl at drage politiske konsekvenser af sine økonomiske analyser. Og vi ved jo, hvad det førte med sig. Jeg er overbevist om, at nødvendigheden vil lære os at leve anderledes, lige som den i tidernes morgen lærte os at lave ild og stÃ¥ sammen for at holde de vilde dyr pÃ¥ afstand, lærte os at bruge sproget for at samarbejde osv. Og i modsætning til liberalisterne ser jeg ikke modsætning mellem fællesskab og personlig frihed. Fælleskabets fungeren er forudsætningen for personlig frihed. Og det har liberalisterne aldrig fattet…

  2. Jeg tror at man ofte har forsøgt at opfinde mennesketypen uden held. Kristendommen har prøvet noget lignende i mange år. Andre religioner har tilsvarende forestillinger.
    Og det er ikke fordi jeg ikke synes at man skal prøve, eller ikke skal stræbe efter at være et ordentligt menneske, men systemer og -ismer har det med at æde sine egne børn:

    Men never do evil so completely and cheerfully as when they do it from religious conviction.
    Blaise Pascal (1623 – 1662)

  3. @mb: En mennesketype, der ikke eksisterer. Tja. Men sÃ¥ mÃ¥ vi opfinde et sÃ¥dant menneske. Og jeg tror – for det er jo en slags tro – at vi mÃ¥ stille noget andet i stedet for vækstsamfundet (kapitalismen), som jo tydeligvis er nÃ¥et til en smertegrænse. Økonomisk, økologisk, globalt…. 😉

  4. Jeg har ogsÃ¥ været rød engang 🙂
    Jeg synes at kapitalismens indbyggede idé om konstant vækst er selvmorderisk. Der kan sÃ¥dan set kun forekomme vækst pÃ¥ 2 mÃ¥der: 1. flere forbrugere (indtil kloden kollapser som vi kender den – det er det der sker) 2. at forbrugerne konstant forbruger mere og mere (umuligt – der bund selv i simple folk).

    Jeg tror bare at kommunismen fordrer en mennesketype der ikke eksisterer, for ikke at blive et tyranni. Og hvis mennesketypen fandtes: en verden af helgener ville ogsÃ¥ være ret kedelig 😉

  5. @mb: Det afhænger jo af, hvad man forstÃ¥r ved kommunisme. Hvis man identificerer denne utopi med den sÃ¥kaldt “virkeliggjorte socialisme” i Sovjet og DDR, sÃ¥ er det helt rigtigt at det forstenede i diktatorisk tyranni, vold og dogmatisme. Men efter min mening er det en misforstÃ¥else. Kommunismen er en utopi – en forestilling eller drøm om en anden organisering af samfundet, hvor fællesskabet vejer tungere end den enkeltes egennytte, hvor fordelingen af verdens goder er mere retfærdig – lokalt sÃ¥vel som globalt – osv. Som Wolter er inde pÃ¥, sÃ¥ er kommunismen en ung utopi, kun smÃ¥ 160 gammel, og i øvrigt et barn – et produkt – af den kapitalisme, vi stadigvæk, en tid endnu, mÃ¥ døjes med… 😉
    http://www.leksikon.org/art.php?n=1412

  6. Men har kommunismen ikke hovedsaligt vist sig som farlig romantik, der kammede over i dogmatisme og vold?
    Hvordan kan man idag stadig kalde sig kommunist, uden at have så store skyklapper på at de kan foldes hele vejen rundt om hovedet?

    Bellmanfortolkeren Fred Åkerstrøm var forresten også kommunist. Vi havde folk som Keld Ingrisch.

    Jeg foretrak klart den del af venstrefløjen der aldrig påtog sig rollen som moralens selvfede vogtere. I Sverige f.eks. repræsenteret ved Samla mammas manna / zamla.
    http://www.youtube.com/watch?v=e1D3F3eQmUA

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *