Læsere af denne blog vil vide, at capac er en stor fan af den syrede tressertegner Robert Crumb. I dagens Berlinger anmeldes en erindringsbog af Roberts kvindelige modstykke Aline Kominsky Crumb. Ifølge anmeldelsen er bogen en blanding af tekst, tegninger og fotos. Den er fortællingen om en jødisk pige, der efter en barndom i en dysfunktionel familie med bornerthed på tapet kaster sig ud i de glade tresseres eksperimenteren med fri sex, stoffer og nye samlivsformer. Inden hun slår kludene sammen med idolet Robert Crumb i et åbent ægteskab bliver hun del af en feministisk tegnekollektiv, der udgav tegneserietidsskriftet Wimmen’s Comix, der gik til angreb på the male chauvinist pigs. Men Aline var for glad for mænd og sex til rigtig at kunne følge de frustrerede feminister: »Måske havde min mandlige kunstprofessor udnyttet mig en smule, men jeg havde haft en temmelig god del fornøjelse ud af det. Jeg følte mig ikke udnyttet eller diskrimineret, og jeg havde aldrig følt mig som et offer – mere som en amazone, parat til at erobre verden.«
Senere udgav hun sammen med sin veninde Diane hæftet “Twisted Sisters”, der fik en vis succes som kvindetegneserieblad.
Anmeldelsen omtaler også Alines samarbejde med Crumb. Mange synes, at hun tegnede for dårligt til at stå side om side med Crumbs tegninger (Citat: Vi fik et brev, hvor der stod: »Det kan godt være, hun er strålende til at kneppe, men hold hende dog væk fra de skide sider«.) Purister har der været alle dage…
Sammen med Robert startede hun det anerkendte tidsskrift Weirdo, hvor hun sad i redaktionen og bidrog med tegninger og andet.
Erindringerne følger Robert og Aline frem til tiden efter murens fald i 1989, hvor de slår sig ned i Frankrig. Anmelderen lader sine forbehold (og fordomme) over for bogens tresserånd skinne tydeligt igennem. Blandt andet skriver han: “Alines selvbiografi er imidlertid ikke fri for banale 1970er-betragtninger, der kunne have stået som læserbreve i Politiken”. Det er ikke pænt – hverken over for Aline eller læserne af konkurrentavisen. Alligevel kan anmelderen heller ikke skjule sin fascination af denne fortælling om blomsterbørnenes generation – selv om han hele tiden prøver at forklare det som en interesse for den kunstneriske side af de to menneskers livsprojekt. En anmelder i splid med sig selv.