Jeg er søn af en sømand. Min far sejlede fra han femten-seksten år til han gik i land som pensionist. Og vænnede sig aldrig rigtig til livet som landrotte. Selv gik jeg en anden vej i livet. Væk fra familietraditionen for et liv på havet. I retning af bøgerne, kunsten og musikken.
Men nu, hvor min far er død og borte, bliver jeg mere og mere klar over de spor, han satte i mit liv. Forleden blev jeg bevidstgjort om en kendsgerning, jeg nok et eller andet sted har vist var der, men som jeg ikke sådan havde reflekteret over. Nemlig mit sprogs maritime side. For sådan er det ofte. Det er først, når man møder sit eget sprog udefra, at det går op for en, hvordan det er.
Jeg læste en artikel i Politiken af sprogmanden Jørn Lund (der – en passant – var censor på min magisterkonferens), hvori han filosoferede over maritime udtryk. Og pludselig så jeg mit eget sprogbrug på skrift i koncenteret form. Agter, Bak, bovspryd, svabergast, dørk, dæk,klys, koøje, tørn ind, lukaf, leider, spygat, bakstørn, forankre, losse osv. osv. Selv i mine akademiske opgaver sneg ord og vendinger sig ind, uden at jeg tænkte over det. En påmindelse om noget, jeg godt vidste ude at vide det. Nemlig, at vi sætter spor – og spor i hinanden. Når jeg taler og skriver, så skriver og taler min far med. Og hans far. Og min mor og hendes mor. Og.
@Donald: Jo, jeg tror, du har ret i det med at se tingene udefra. Man bliver bedre til det med alderen.
Mon ikke en modningsproces fortsætter i retning af at se flere og flere ting udefra, altsÃ¥, at man bliver i stand til empatisk at sætte sig ind i andre menneskers mÃ¥der at se pÃ¥? Vores forældre er de første, som vi “kan” – og bagefter skal vi “lære” flere? Ja, det er et spørgsmÃ¥l, og en teori som dukker op efter nogen tids mulighed til i fred og ro at mærke efter og se gamle billeder og erindringer.
@AagePK: 😀
Ikke at min far var sømand, omend han faktisk fik en søfartsbog på sine gamle dage, som gast på stenfiskerfartøjet Ulina af Marstal. Men da han var på sesion som nyuddannet bibliotekar og skulle vælge våbenart, bad han om at komme til marinen, idet han håbede på en tjans ved flådens sagnomspundne bibliotek. På spørgsmålet, om han havde tilknytning til søen svarede han, at han da i en årrække havde været medlem af arbejdernes roklub. De tog ham, men efter at flåden havde sænket sig selv, bad de ham om at holde sig væk.
Mit sprog og tankegang er nu også påvirket af vort lands stolte traditioner: jeg er faldet i dybe tanker over mangt et agterspejl.
@piraten: Jeg er bange for, at tendensen vil brede sig! 🙁