Som jeg tidligere har skrevet, så var Elvis Presley mit første idol. Siden kom the Beatles. Og holdt idolatrien op og blev bare kærlighed til musikken. Jeg holder stadigvæk meget af Elvis og synes, han var en fantastisk sanger. Er man i tvivl, så bedes man lytte til de to bokssæt,, hr. Jørgensen har udgivet med Elvis’ indspilninger fra halvtredserne og tresserne.
I går på julegaveindkøb spenderede jeg penge på dvd’en med hans berømte comeback-optræden på tv i 1968. Den hvor han iført lædertøj charmerede og spillede, så hans kritikere for en stund holdt mund. Udgivelsen findes i flere mere eller mindre luksuøse udgaver . Jeg holdt mig dog til den “skrabede” special edition med den udvidede og -redigerede tv-udsendelse plus lidt ekstra. Jeg kan nemlig godt få for meget af al det ekstramateriale, man putter på dvd’erne nu om stunder.
Jeg var også lige ved at købe et boxsæt med otte af Elvis’ film, men holdt mig i skindet, selv om den ikke var særlig dyr. Det må vente. Ganske vist var Elvis’ styrke ikke hans skuespiltalent, men jeg har set alle filmene i min barn- og ungdom i Fønix Bio. Det er dog ikke kun af nostalgiske grunde, for der er faktisk musikalske perler rundt om i filmene.
Apropos Elvis, så bringer Vanity Fair en kavalkade af Alfred Wertheimers Elvisfotos. Wertheimer fik opgaven i sommeren 1965, da Elvis var 21 år gammel og stod på tærsklen til sin store succes. Elvis var endnu ikke en stjerne, men “bare” en talentfuld ung mand på vej. På de fine sort-hvide fotos ser mand Elvis, inden stjerneiscenesættelsen for alvor kom i gang. Elvis i underbukser, Elvis med en high school kæreste, Elvis sammen med sin elskede mor osv. Og det slår mig, at han på flere af billederne ser tankefuld og lidt vemodig ud – og så, at han ligner sin mor.