Duoen Buddy & Stacey blev aldrig nogen stor succes tilbage i tresserne. Men Buddy Travis og Leroy “Stacey” Johnson Jr. fik dog udgivet et par singleplader. “A Thing Called Jealousy/Angel” og “Power Soul Power”/”Worry Worry”. På to obskure plademækrer (Twirl og Raid) i midten af tresserne. Duoen var en slags Sam & Dave-epigoner, men uden deres saft og nerve. Det er heller duoen som sådan, der er interessant, men derimod en ung guitarist, som brugte rollen som sideman til at få mere erfaring. Navnet var Jimi Hendrix. Inden Hendrix slog igennem som sig selv stod han i lære i mange sammenhænge. Hans første band hed The Velvetones, som han forlod efter tre måneder i 1958. Og i årene frem til sit gennembrud spillede han i en lang række orkestre, hvoraf de kendteste var The Isley Brothers, Sam Cooke, Little Richard og King Curtis. Hendrix havde altså knap ti års intens arbejde som menig backingmusiker bag sig, da han startede sit Jimi Hendrix Experience i 1966. Der findes ikke mange filmoptagelser med Hendrix fra de formative år, men jeg er stødt på en meget underholdende optagelse med netop Buddy & Stacey fra det populære amerikanske musikprogram “Night Train” anno 1965. De giver nummeret “Shotgun” med obligatorisk sceneoptræden og en jakkesætklædt Hendrix med kort lakeret hårpragt…
@Donald: Man kan høre det, nÃ¥r man lytter til mandens musik. Jeg tror ogsÃ¥, at alle store kunstnere og fornyere stÃ¥r pÃ¥ en “konservativt” grundlag, en tradition. Det er forudsætningen for at kunne forny noget som helst..
Ja – det passer med det indtryk jeg fik. Det “vilde” image passer faktisk heller ikke med at hans musik fungerer pÃ¥ et konservativt og meget dygtigt harmonisk grundlag i modsætning til tortur-heavy-metal (og Wagner).
@Donald: SÃ¥ vidt jeg ved, var Hendrix ikke meget for det “vilde” image, han fik, med brændende guitarer osv. Det var musikken, der talte for ham. Og mÃ¥ske var hans stofrelaterede død bare et af mange “uheld”, som rammer dem, der bruger stoffer.
Det er nu ikke sÃ¥ meget man ser til den venstrehÃ¥ndede guitarist; men jeg tror nu nok at jeg kan kende noget. Der mÃ¥ være mange optagelser med Jimi Hendrix i tiden efter 67 eller 68; jeg sÃ¥ engang en film i Merkur Bio hvor han fortalte gavmildt om sit syn pÃ¥ musik og publikum og prøvede at spille en anden slags guitar (akustisk, western agtig jazz-guitar) som han tog om og om igen, virkelig flittig med de mindste detailler, men som han klagede “det gad folk ikke høre”.
Han har nok desværre haft tilbøjelighed til depressioner og en tro på stoffers magiske virkning.