Jim Morrison ville være blevet 66 år den 8. december. Altså i går, hvis ikke han havde forladt denne verden allerede den 3. juli 1971 i et badekar i Courson, Paris. En exit, der har givet anledning til mange spekulationer, fordi der ikke blev foretaget nogen obduktion.
Det er dog overvejende sandsynligt, når man tage Morrisons renommé som nydelsessyg ung mand i betragtning, at han må have indtaget et eller andet, som han ikke kunne tåle. Morrisons korte liv og spektakulære død à Paris er som skabt til mytologisering. Og Jim er blevet et ikon, som ethvert dødsforagtende ungt menneske vil være tilbøjelig til at identificere sig med. Akkurat som tilfældet var med James Dean en generation tidligere.
Morrison var også et eksempel på, at grænsen mellem galskab og genialitet nogle gange er hårfin. Men selv om der har været og til stadighed er meget fokus på myten Morrison, så er der god grund til at også at holde fast i, at manden også i længere perioder var en hårdtarbejdende musiker og digter. Er man i tvivl, så gør man klogt i at lytte til de mange live-album, der efterhånden er udkommet og som viser Morrison og resten af The Doors som hårdtarbejdende kunstnere, der vil give deres publikum det bedste, de evnede.
@Donald: Jo, jeg har godt set filmen, og den er slet ikke sÃ¥ tosset. Men om den giver et sandfærdigt billede af Jim Morrison, ved jeg ikke. Der er dog ingen tvivl om, at Morrison – som andre i den periode – søgte grænser gennem stoffer, sprut osv. Og brugte sine erfaringer i sin digtning og sin musik. Det var vel ogsÃ¥ en del af tidsÃ¥nden, at man ville “bevidsthedsudvide” eller “ud hvor man ikke kunne bunde”. Nogle gange kom der stor kunst ud af det, andre gange ikke. Jeg har lyttet meget til Doors – senest de mange liveoptagelser, der er kommet efter mandens død – og mit hovedindtryk er, at meget af det fungerer godt, dvs. hvor Morrisons performance, tekstfortolkning og bandets tætte sammenspil gÃ¥r godt i spænd.
Har du set Oliver Stone filmen? Er der noget i den, som gÃ¥r for vidt? Der har ogsÃ¥ været en slags biografi udsendelse (som jeg desværre ikke kan huske sÃ¥ meget af) som beskrev i detailler hvordan han mÃ¥tte kæmpe for ikke at blive arresteret fordi han bl.a. ikke kunne lade være med at hive bukserne ned og pisse pÃ¥ scenen og den slags, og hans faste “døre” støttede ham og prøvede at guide ham sÃ¥ godt det kunne lade sig gøre – har jeg misforstÃ¥et det?
Det er som om den kunst, vi møder her, er en der havde sÃ¥ svært ved at komme ud over rampen at det ødelagde personlighedens kontrolmekanismer – jeg kan ikke lide ordet kontrol, men altsÃ¥, evnen til at afveje hvor langt man vil gÃ¥ og hvor grænserne gÃ¥r for det der pÃ¥ sigt kan berøve én sin frihed. Jeg skriver dette med fare for at lyde sippet og vil derfor støtte det du siger med at han arbejdede med de ting, han frembragte. Det mÃ¥ der ikke herske tvivl om. Han arbejdede med sprogevnen, med at bruge sproget til at fÃ¥ de meninger frem – OK, somme tider med overdrivelser der fremmede forstÃ¥elsen – og sÃ¥ havde han en sikker musikalsk sans.