Forleden så jeg et lille klip af en kriminalfilm, hvor sangerinden Cher spillede sagfører eller noget i den retning. Jeg husker ikke, hvad filmen hed, men det fik mig til at tænke på dengang, hvor hun slog igennem som sangerinde i duoen Sonny & Cher. Ud over nogle iørefaldende sange kom jeg i tanke om nogle optagelser fra tidligere omtalte Beat-Club, hvor de to optrådte i nogle særprægede gevanter. Sonny i et sæt, der mest af alt lignede en fangedragt, og Cher i en strikket (?) trompetbuksedragt. Dertil kom Sonnys grydeklippede hår. Cher var meget smuk dengang. Det var før plastikkirurgerne gjorde karriere på hendes ansigt.
Duoen var blandt de første hippie-inspirerede grupper, der fik succes i mainstreampoppen. Det var i de tidlige tressere. De havde mødt hinanden allerede i 62, hvor Cher var 16 og Sonny 27. Sonny arbejde for den berømte producer Phil Spector og sørgede for, at Cher kom til at tjene penge som backingsangerinde. Derefter dannede de par og blev siden gift med hinanden.
Sonny Bono var sangskriver – og en ferm sådan – arrangør og producer, og han leverede duoen største successer: I Got You, Babe, Little Man og The Beat Goes On. Deres musikalske succes ebbede ud i året 1968, hvor interessen for psykedelisk rock voksede og interessen for duoens enkle pop var vigende. Derefter kastede de sig over tv-mediet med stor succes. De havde deres egne shows osv. Samarbejdet og ægteskabet holdt frem til midten af halvfjerdserne, hvor en skilsmisse sendte dem ad nye karrierestier. Cher, som bekendt, fortsatte som sangerinde og skuespillerinde med succes. Og Sonny fortsatte med skuespilleriet og gik ind i politik, hvor han endte med at blive valgt ind i Repræsentanternes Hus. Vist nok valgt for Republikanerne…
Duoens hits fra tresserne hører med i den bedre ende af datidens mindeværdige hits. Holdbarheden af ikke mindst sangen I Got You Babe understreges af, at den er blevet kopieret mange gange. Den vel nok mest kendte version er UB40 og Chrissy Hyndes reggae-ficerede udgave. Men der er også andre sjove. Se blot her:
UB40 & Chrissy Hynde:
Sonny & Chers udgave:
– og med The Rolling Stones!:
– og med Marianne Faithful og David Bowie!:
– og vi slutter af med netop et klip fra Beat-Club, hvor duoen iført deres omtalte mundering giver et andet hit, Little Man: