To Rafferty’s Bar in my old jaunting car
I took myself one Friday evening
To think on a son so deceiving
It’s one drink down and another to go.
He was married in haste to a woman unchaste
Much to the shame of the father
His face still half-covered in lather
It’s one drink down and another to go.
It’s one drink down and another to go
When I pass through the town I must hang my head low
It’s one drink down and another to go.
I’m not the kind to condemn out of hand
A woman whose virtue is easy
Just as long as she doesn’t deceive me
It’s one drink down and another to go.
Imagine a life with an unfaithful wife
Might wake up in the morning
And find that she’s left without warning
It’s one drink down and another to go.
It’s one drink down and another to go
When I pass through the town I must hang my head low
It’s one drink down and another to go.

Det er altid trist, når nogen lader deres liv gå til i druk. Det gælder ikke mindst, når det drejer sig om en mere end talentfuld sangskriver, sanger og musiker som Gerry Rafferty. Jeg har allerede omtalt hans problemer med flasken, som har afholdt ham fra at være noget ved musikken siden 2004. Jeg kom til at tænke på det igen, da jeg satte Raffertys solodebutalbum i cd-afspilleren. “Can I Have My Money Back?” fra 1972. På den finder man bl.a. sangen “One Drink Down”, der set i bakspejlet kunne være selvbiografisk.

Pladen blev vel modtaget af kritikken, men solgte ikke. En af forklaringer – eller måske bortforklaringerne – var, at Rafferty på det tidspunkt lige havde forladt det skotske band The Humblebumbs. Ud over Rafferty bestod bandet af Billy Connolly (senere kendt som stand-up-komiker og skuespiller) og den velanskrevne bluegrass-guitarist Tam Harvey. Humblebumps var især populære i hjemlandet Skotland, hvor de turede rundt.

At Humblebumps skulle være forklaringen på soloalbummets manglende salgssucces er svært at tro på. Det handler nok snarere om det sædvanlige problem: Mangelfuld PR kombineret med en sangskrivning, der nok er melodiøs og fuld af musikalsk kvalitet, men ikke er designet til hitlisten.

På den udgave, jeg har lyttet til (Castle/Sanctuary, 2000), er Raffertys plade suppleret med Rafferty-sange fra Humblebumbs to album The New Humblebumbs (1969) og Open The Door (1971). Og det er der god ræson i, for der er ikke stor forskel på disse sange og sangene på solopladen. Bortset fra at arrangementerne er lidt forskellige. Humblebumbs er mestendels bløde, folkagtige sager med violiner og fløjte i baggrunden, hvor Raffertys egne også har en rockkant. Men rygraden er hans meget iørefaldende melodier, der har en nærmest Mccartneysk appel, og så Raffertys bløde, velmodulerede stemme.

Desværre er denne udgave af solopladen ikke forsynet med John Patrick Byrnes distinkte cover af en dreng og nogle roser. I stedet har man brugt et negativt foto af Rafferty, holdt i mørkeblå farvenuancer. Man har nok skullet spare lidt på genudgivelsen. Men musikken fejler ikke noget.

Humblebums – Shoeshine Boy