Ovenstående DVD nærmest sprang op i ansigtet på mig, da jeg forleden var i byen for at gøre andre ærinder. Woodstock-festivalen, som jeg tidligere har omtalt i bloggen, har jo fået kultstatus som alle festivalers moder og er blevet omhyggeligt dokumenteret, ikke mindst via en række musikcd’er. Jeg havde også godt hørt om The Woodstock Diaries, men havde også tænkt, at der nok bare var tale om et rip-off, et sammenklip af fraklip, uden større interesse for en musikglad person som mig. Men, ved nærmere eftersyn så udgivelsen dog ganske interessant ud. Lyden er i Dolby Digital AC3 stereo (hvilket min “rigtige” Woodstock-film ikke kan prale af) og så byder den på en fyldig fortælling om hele festivalhistorien, en række bandsbiografier (+ downloadmuligheder) og – ikke mindst – en række optrædener af folk som Richie Havens, Incredible String Band, Jefferson Airplane, Sly & The Family Stone, Johnny Winther, Crosby, Stills & Nash, Joe Cocker, Country Joe & The Fish, Jimmy Hendrix, Ten Years After, The Who, Janis Joplin, Tim Hardin m.fl. Ialt tre timers opdagelsesrejse. Og til en pris, der svarer til, hvad en pakke discount-cigaretter kostede for et par år siden… Så valget var ikke så svært, selv om man jo skal styre sig…
Bag filmen står D. A. Pennebaker og Chris Hegedus, og det borger for en vis kvalitet. Det er da også en film, der helt er i originalens ånd. Her er er – ud over de fine koncertoptagelser – stemningsbilleder fra de tre dage med Peace, Love and Music. I en forbavsende fin kvalitet.
Da jeg gik i gymnasiet var Woodstock-albummet et must. Selv vores musiklærer havde indkøbt det for at kunne diskutere det sammen med sine langhårede elever i musiktimerne. Og jeg kan huske, at især to præstationer gjorde et stort indtryk. Den ene var Jimi Hendrix. Den anden Ten Years After med guitaristen Alvin Lee i forgrunden.


Ten Years After var blevet dannet i 1966 og havde et vist navn i England, hvor de havde udsendt to albums, Ten Years After og Undead, der indeholdt nummeret “I’m going home”, som blev deres varemærke. Ikke mindst efter Woodstock, som sammen med et optræden på Newport Jazz Festival tidligere i 1969 gav gruppen den egentlige internationale gennembrud. året efter fik gruppen sit eneste singlehit i Storbritannien: Love Like A Man. Gruppen spillede også på den legendariske Isle of Wight Festival året efter. Forståeligt nok, for det var et rigtig godt liveband.
Gruppen, der så vidt vides stadigvæk er aktiv, er endnu et eksempel på en britisk bluesbaseret rockband. De udsendte en række albums frem til den første pause i 1974, blandt andet Ssssh (69), Stonehenge (69), Cricklewood Green (70), Watt (70) og A Space in Time (71). årstallene siger noget om, hvor produktiv bandet var i denne periode.
Youtube leverer en optagelse med omtalte kendingsmelodi “Going Home”, og jeg må sige, at nummeret næsten overgår mine erindringer om det. Skru op for lyden og nyd det: