Amerikanernes præsident, Donald Trump, har gjort sig upopulær hos mange på grund af udtalelser vedrørende de aktuelle skovbrande i Californien. Trump har sagt, at ulykkerne…

[Foto af Jason Champney, lånt fra Voxhalls eget galleri]

Inden hovednavnet The Breeders indtog scenen på Voxhall kl. 21 foran en næsten fyldt sal, skulle vi først opleve opvarmningsbandet – eller som det hedder på moderne managementengelsk: support – Disco Doom. Et band fra Schweiz, nærmere bestemt Zürich. De varmede også op for Built to Spil, da de lagde vejen forbin Voxhall i 2015. Og dengang tillod jeg mig at mene, at de havde fået “den for opvarmningsband utaknemmelige rolle at sætte hovednavnets præstation i relief”. Og jeg kan kun gentage, hvad jeg skrev den gang. For Disco Doom fik mig til at småfilosofere lidt over opvarmningens eller “supportens” nødvendighed eller berettigelse. Hvorfor kunne man ikke bare droppe den helt og gå lige til sagen?! Selvfølgelig er der gode grunde til at give et mindre navn chancen for at stå over for et publikum, der kommer for et andet hovednavns skyld. Måske kan de brænde igennem. Og så får publikum da noget for pengene, ikke!? Men der er på den anden side ikke altid en kunstnerisk nødvendighed i fænomenet opvarmning.

I hvert fald skulle jeg kun ganske få akkorder ind i Breeders egen koncert for at føle mig overbevist om, at Disco Doom ikke har så meget at byde på, at de selv ville kunne trække publikummer nok til at være et hovednavn. For de spiller en ganske anonym og ret triviel omgang rock, der brillerer ved en nærmest total mangel på lytteværdige sange (melodier) og med hovedvægten på en ret simpel, grunget, støjende rock, der fik et par af mine medpublikummer til at sige “syret” og trække på smilebåndet. En god halv time blev det til, og publikum klappede høfligt, men også tydeligt uden den store begejstring. Og selv om hovednavnets leadguitarist Kelley Deal mente, at der var tale om “a great band”, så var det nok mest udtryk for påtaget venlighed over for et band, de selv havde inviteret med på deres Europatur.

Men vi skulle ikke ret langt ind i Breeders eget tætte sæt, der varede cirka halvanden time, inkl. ekstranumre, før Disco Doom var så godt som glemt. For Breeders har til fulde alt det, bandet fra Schweiz mangler. Mere end tyve numre fra bandets ialt fem album og en hel del fra det nyeste, kritikerroste, All nerves. Alle ret korte numre – helt i rockens ånd . Men sange med markant kontur i form af gode melodier og syng-med-omkvæd, og hertil at regne: effektive rockarrangementer, hvor de enkelte instrumenter (to guitarer, trommer, bas og i et enkelt nummer keyboards) kom til deres ret. Sange, der også smagte lidt at metropolstøjrock (i passende doser), grungeekko, traditionel post-Chuck Berry-rock’n roll. Sangene blev drevet frem af den i enhver henseende dynamiske trommeslager Jim Macpherson og den stoisk, “coole” bassist Josephine Wiggs, der sammen lagde en smuk rockbund for de to søstre Kim og Kelley, der tog sig af guitarspillet og sangen. Og der var ingen tvivl om, hvem der var kapelmesteren, nemlig Kim Deal, der “kørte klatten”, selvom søster Kelley også fik lov til at blande sig og kommentere undervejs.

Og sættet – for der var kun en mikroskopisk pause inden ekstranumrene – blev afviklet med al den professionalisme, man kan ønske sig af et stort hovednavn. De mange sange kom som perler på en snor uden for mange overflødige kommentarer og med en energi, der kun kunne gå lige i blodet på et rocktrængende publikum. Og det var da også tydeligt, at der var mange fans på gulvet denne aften, og der kom sikkert flere til efter koncerten. En fremragende koncert, der viste alt, hvad The Breeders – denne nærmest kvindegruppe – har at byde på, og understregede, at selvfølgelig kan kvinder også spille rock – selv om det er politisk korrekt at mene noget andet. Sådan noget vrøvl.

Read more