I dag ville John Lennon være blevet 71. Ud over, at det er svært at forestille sig den unge rebel John Lennon som 71-årig, så…

I 1966 var det slut for den gamle udgave af The Animals. Men forsangeren Eric Burdon samlede en ny udgave af Animals omkring sig og…

Jeg ved ikke, om man kan tale om en Kinks-revival. Men faktum er, at gruppens udgivelser i disse år kommer i gode, lydforbedrede udgaver til glæde for gamle fans – og dem, der har fået ørerne op for gruppens storhed.

Flere af gruppens album – bl.a. Something Else og Arthur – er allerede kommet i såkaldte Deluxe-udgaver med såvel stereo- som monoudgaver med mere. Og nu meddeler bagmændende, at man også – i næste måned – vil udsende et bokssæt med den rene vare, Kinks in Mono. For sandheden er jo, at Kinks, som andre af tressernes beatkoryfæer, udsendte og tænkte deres musik i mono. Beatles har allerede fået deres monoboks. Og Bob Dylan har også fået en boks med ren mono udsendt. Og som jeg tidligere har været inde på her i bloggen, så handler det ikke bare om nostalgi (sådan lød det dengang, jeg var ung…), men om æstetik og autenticitet. Stereo var et teknologisk fremskridt, men ikke nødvendigvis et musikalsk fremskridt. Lidt hårdt sat op, så er livemusik mono – og derfor er det nærliggende, at også indspilninger skal være det…

For Kinkomaner er det kommende boksæt interessant, fordi den ikke blot indeholder bandets monoalbum, men også de singler og EP’er, der ikke kom med på plade – plus det løse.

Selvfølgelig er det en udgivelse, der især sigter mod inkarnerede fans, der har pladerne i forvejen – og bare ikke kan få nok. Men vi får så også hele baduljen i god lyd, der lyder endnu bedre end dengang, far var dreng…

I forbindelse med bokssættet kommer der også en dobbelt-CD med Dave Davies’ indspilninger Hidden Treasures aka The Lost Album, der skulle indeholde alt, hvad lillebroder Davies lavede, da han var med i gruppen og fra hans parallelle solokarriere. Jo, der er kinky tider, vi oplever…

The Kinks – vinyl-MONO- You Really Got Me

Read more

For ikke så forfærdelig længe siden købte jeg (endnu) et bokssæt. Nemlig The Doors. A Collection (2011). Det er langt fra den første boks med The Doors. I 2007 kom Perception, Rhinos voluminøse 12-cd-store boks i anledning af gruppens 40-års-jubilæum.. I 2008 kom Doors Box, der også består af 12 CD’er. året før kom The Doors Box Set (4 CD’er). Og dertil skal lægges strømmen af opsamlinger.

Hvad der tiltalte mig ved A Collection var – ud over en overkommelig pris – at der var tale om en no-bullshit-samling af gruppens seks officielle studioalbums i den lydforbedrede udgave fra Perception-projektet. Ikke noget med ‘sjældne’ optagelser, bonusnumre, alternative versioner osv. Bare den rene vare….

Vi lever i en tid, hvor bokssæt er en af de veje, pladeindustrien følger for at genvinde noget af det tabte terræn på markedet. Og flere af disse bokssæt lider af, hvad man kunne kalde ukritisk over-kill. Bare fordi noget er alternative optagelser, outtakes osv., så behøver det jo ikke at være værd at lægge øre til. Den kritiske redaktør er ofte savnet, når de oppulente bokse bliver sat sammen.

Og det kommende store bokssæt med Dusty Springfield – Goin’ Back: The Definitive Dusty Springfield – lider af denne skavank, ved jeg ikke. Jeg håber det ikke, for Dusty Springfield er en kunstner, der fortjener at få et opdateret bokssæt med stil. Bokssættet er ‘super deluxe’. Fire CD’er, tre DVD’er og hele to indbundne bøger. Mindre kan åbenbart ikke gøre det.

92 skæringer, hvoraf de 22 er hidtil uudgivne numre. 98 videoer, hvoraf de 32 for første gang kan ses på DVD. Det er en udgivelse for Dusty-die-hards...

Heldigvis har forlaget også fået den gode idé at lave en mainstreamboks – The Magic of Dusty Springfield – bestående af “kun” 3 CD’er (1,2 og 4 på listen nedenfor ) og 1 DVD. Til gengæld er prisen kun en tredjedel af superdeluxeudgaven.

Det er ikke første gang Dusty Springfield kommer i bokssæt. For nogle år siden kom The Legend of Dusty Springfield, der lige som den nye var tematisk opbygget, og det bliver nok heller ikke det sidste. Der er allerede tale om at lave et ultimativt bokssæt med hendes komplette produktion. Den kan man godt grue for…

Dusty Springfield – Live at the BBC

Read more

Jeg har allerede slået et slag for den unge sangskriver og sangerinde Laura Marling. Og gør det gerne igen. Her er hun i en koncert…

Der er nogenlunde enighed om i den politiske debat, at den fremtid, ingen af os kender, har brug for veluddannede unge, som ikke alene er…

»Samtidig må vi også som forvaltningssystemer lytte til, hvordan tingene ændrer sig. Det går enormt hurtigt i de her år, og vi skal være parate…

Vi skal helt tilbage til 1961 og 1962 for at finde de første indspilninger, som George Harrison, Paul McCartney, John Lennon og Pete Best, foretog…

Debatten om KODA og musikblogs fortsætter. Og det lader til, at den massive kritik af KODA har formået at bevæge KODA lidt væk fra det…

Der er sange, som tiden går nærmest umærkeligt hen over. En af disse sange er “The Tracks of my Tears”, som Smokey Robinson and the…

Apropos singlepladens renæssance, så var Vernon Dalhart countrysang “The Prisoner’s Song” en af de allertidligste singlesalgsuccesser. 7 millioner stk. solgte den. Singlepladeformatet var længe undervejs,…

Musikindustrien er stadigvæk i krise, målt med salget af CD’er. De nye tal for det store britiske marked taler deres tydelige sprog. Men, som ventet,…

Det er ikke kun Sting, der har fødselsdag her i starten af oktober. I morgen fylder Chubby Checker 70 år. Chubby kom ind i min…

En af de ting, jeg godt kan misunde københavnerne, er Cinemateket, hvor det er muligt at se film, som der ikke er plads til i…