Siden nyheden om Kate McGarrigles død tikkede ind i nyhedsjunglen, har jeg lyttet til mine gamle plader med hende og søsteren Anna. Og sandt at sige, så står pladerne med en friskhed, som var de indspillet i går. Meget passende har Charles Spencer gjort lidt det samme (sikkert som så mange andre…). Har genlyttet og skrevet en lille artikel om, hvorfor Kate McGarrigles magi ikke vil forsvinde. Og han fremhæver flere af mine favoritsange. The Swimming Song, som er skrevet af Loudon Wainwright, er fuld af boblende humor i modsætning til Loudons egen version, hvor humoren har en mere desperat karakter. Jeg holder lige meget af begge udgaver. “Kiss and Say Goodby” indfanger find den brusende, berusende ophidselse i den erotiske lidenskab; “Go Leave” er en af de mest gribende sange, man kan opdrive, om det at skilles fra den, man elsker. Og den utroligt smukke “Heart Like A Wheel”, som Linda Ronstadt forståeligt nok tog til sig med det samme, hun fik den tilbudt, er en uafrystelig sang om de knuste hjerter med billeder som dette: “But my love for you is like a sinking ship/And my heart is on that ship out in mid-ocean”. Charles Spencer fremhæver duoen første plade som en plade, der ikke siden blev overgået med hensyn til “spinetingling magic”. Jeg er ikke helt enig, for faktisk tangerede de den imponerende debut flere gange siden. Blandt andet med toeren, Dancer With Bruised Knees, (1977) der led under det banale faktum, at den var nr. 2 og derfor ikke kunne leve op til medierne umættelige nyhedshunger. Men sange som titelsangen, “First Born”, “Kitty Come Home”, “Come A Long Way” og andre er helt på niveau med debutpladen.

Læs Annas smukke, renhjertede nekrolog over sin søster her: Read more