Tilfældet ville, at fruen fik opsporet en film med Alan Rickman i hovedrollen. Vi er begge begejstrede for denne fine engelske skuespiller. Filmen var “Blow dry” af Paddy Breathnach (2001) – og den blev vist på Sverige 4. Desværre, for Sverige 4 er en kommerciel kanal, der absolut skal bringe reklamer midt i filmen – og mere end en gang. Ikke nok med det: Reklamerne kommer bare uden varsel – og uden “formildende” overgang. Der skal virkelig en god film til at holde capac fast på de præmisser. Men faktisk lykkedes det med Blow Dry. Alene rollelisten var en garanti for kvalitet. Ud over Rickman deltog Natasha Richardson, Rachel Griffith, Josh Harnett, Rosemary Harris, Warren Clarke, Heide Klum (ja, hende modellen, som faktisk ikke er ueffen som skuespillerinde!)  og så  Bill Nighy. Plus en lang række velbesatte bilroller.
Plottet er et familiedrama, der udspiller sig under det årlige britiske mesterskab i frisørkunst. Shelly, spillet af Natscha Richardson, er ex-fruen, der efter ti års fravær vender tilbage for at forsone sig med sin forsmåede ægtemand (Alan Rickman) og sin familie (bl.a. sønnen Brian i Josh Harnetts udlægning). Hun er ramt af uhelbredelig kræft, og derfor er det sidste udkald, hvis stridighederne skal bilægges og den sjælelige fred oprettes. Det årlige frisørmesterskab under ledelse af den lokale bykonge Tony, spillet med bravour af Warren Clarke (kendt fra krimiserien Daziel and Pascoe), skal være ramme for den familiære genforening. Men, farmand Phil (Rickman) skal ikke nyde noget. Han kan dog bevæges til at være med af konkurrenten Ray (Raymond) Robertson (spillet af en Bill Nighy i hopla) og dennes bøsse-kompagnon Louis (Hugh Bonneville), der bruger beskidte tricks for at fremme deres egne vinderchancer.
Plottet og historien er såmæn ikke specielt originale eller dybsindige. Men, igen er det afviklingen af historien, der får en til at blive hængende i stolen med et smil på læben. Skuespillerne spiller suverænt godt. Og historien afvikles med stor sans for variation og detaljer. Undervejs får vi en lille kærlighedshistorie med i købet – mellem Phils og Shellys søn Brian og Rays datter – og små finurlige og humoristiske indslag, som fx den scene, hvor Brian overtaler Rays datter til at farve håret på en død mand, der skal begraves dagen efter… Eller den scene, hvor Jasmine (Heidi Klum), der er model for en af de førende frisører, Vincent, overtaler hjælperen Robert til at klippe hendes pubeshår hjerteformet og farvelægge det med rød farve… Prisen for den absolut morsomste scene tager Warren Clarke, der i slutscenen, medens rulleteksterne løber ned over skærmen, giver den som Elvis Presley, alene på scenen, iført pomadehår og guldpailletjakke. Det har han virkelig nydt!
Filmen er i udpræget grad en humanistisk feel-good-film, der ikke aspirerer til store filmpriser osv., men som er rar at have i dvd-reolen, når man lige skal give humøret et lille løft.
Læsertips: Filmen kan købes for en slik i udvalgte, velassorterede butikker (så har vi ikke reklameret for meget…).

Smagsprøver: Read more

Frøknen er som sagt glad for musik. Og nu vakler hun mellem at gå til klaverspil og at lære at spille på bas. El-bas, som hun siger. Så kan hun være med i et band. Og vi snakker lidt om, hvor god, man skal være for at spille i et band. Og tynget af erindringen fortæller jeg hende, at i pigtrådsdagenes opblomstring var der et hav af bands, der spillede – også med succes – selv om de ikke var dygtige musikere, for nu at sige det pænt. Og så er det, jeg kommer i tanke om The Troggs – “hulemændende” – der altid blev fremhævet som eksempel på et band, der havde en “dårlig” forsanger og i øvrigt spillede dårligere end de tidlige Kinks… Ikke desto mindre – eller måske på trods af manglende håndelag – fik gruppen et par gevaldige hits, der nærmest er blevet tresser-klassikere: Wild Thing og With A Girl Like You. Plus flere andre lytteværdige hits.
Det kan da godt være de ikke er verdens bedste musikere, og at Reg Presley ikke er den bedste vokal under vorherres himmel, men jeg holder nu meget af deres energiske og passionerede popsange.
Gruppen blev dannet i 1966 og kom i bås sammen med The Kinks. Og de spiller, så vidt jeg ved, stadigvæk. Her er det i et optagelse fra svensk tv – fra dengang:

Read more